Næsten en moderne Robinson Crusoe

Tun og mig

Tun-amok
Sejlturen går stille og roligt, for fulde sejl og bidde vind til Maupiti. Vi fanger en stor tun om aftenen. Den er så stor, vi spiser af den i 5 dage.

Indgangen gennem passet er vild, da vi vælger at gå ind tidligt ift. anbefalingerne. Dette medfører bl.a., vi får en kæmpe bølge direkte ned i kahytten!
Vi kommer ind, får smidt ankeret og så flyver Andreas og Dag ellers i telt med det samme. Camilla bikser en fantastisk mængde sushi og shashimi af tunen. Sådan blev den første fjerdedel af fisken fortærret. Til aftensmad samme dag er der tunbøffer af den næste fjerdedel. Bjorn og Karoline spiser en ottendedel til frokost på andendagen og flytter så ellers i land; hvorfor Camilla og jeg spiser endnu en ottendedel som sennepsmarinerede bøffer til aftensmad. Aftensmad på tredjedagen bliver japansk-marineret tun; det var den sidste fjerdedel - dog med rester levnet. Vi spiser derfor tun til frokost de næste 2 dage. Alt i alt, får vi altså lov til at smæske os i friskfanget polynesisk Stillehavstun i 5 dage. Og nej, man bliver ikke træt af det.

Sushi-orgie

Næsten en moderne Robinson Crusoe
Den første dag smutter jeg i land for lige at se øen an. Jeg låser dingyen (gummibåden) fast bag en anden båd. Jeg går dog op til huset ved siden af og spørger om det er okay. Ja, ja. Det er 'tres bien'. Så går jeg en tur. Jeg ender med at gå hele øen rundt på 4 timer og da jeg kommer tilbage, står en mand, hans kone og hans barn ved/i båden og kan ikke komme ud.
Så jeg løber selvfølgelig derhen og låser op og tager min båd ud. Og siger meget undskyld. Han siger 'un, deu, trois heure - trois heure' så har de fucking ventet i 3 timer på at komme ud. Øv...
Jeg får starter motoren og venter på, han får startet sin. Og alt vel - OK-tegn.
Så efter noget tid går min motor selvfølgelig ud. Og det blæser og bølger helt vildt. Så jeg driver helt ufatteligt hurtigt væk fra båden og ikke tilbage, hvor jeg kom fra.
ARGH.... Jeg får kæmpet med motoren start, stop, start, stop, start, stop, start og kommer til sidst til båden, lettere udmattet og var ved at blive mentalt instillet på at blive en moderne Robinson Crusoe.
Så på båden opdager jeg, at jeg har mistet een sko. Mine ene sko er væk. Det er ikke så fedt at have et halvt par sko. Og jeg kan først købe nogle nye om en måned.
Derudover blæser det så meget, at sigtbarheden under vand er lig nul, hvorfor jeg ikke kan snorkle/dykke efter den, før vinden har lagt sig.
Jeg blev simpelthen så nedtrykt, at jeg var ved at græde. Løsningen blev dog lidt mere dansk: nemlig en øl.

På den positive side, så jeg et lille hus fyldt med bamser. Og jeg fandet en dejlig pittoresk høj på bjerget, hvor jeg har tænkt mig at sidde med en flaske beaujolais, en lækker brie-rugbrødsmad og en bog.
Virkeligheden blev dog en bajer, brød og breve.

Min pittoreske udsigt

Blæst inde i lagune
Vi er blæst inde i lagunen. Selv kaptajnen på færgen har nægtet at sejle, fordi han er for bange for at kæntre. Det er der jo ikke så meget at gøre ved. Det er dog noget bedre at være blæst inde i en paradislagune i forhold til Hirtshals. Ikke at der er så meget at lave, men der er internet på båden, solen skinner og vandet er varmt.
Man kan gå øen rundt på 2 timer og gå til toppen af bjerget på 1 enkelt. Vandet er desværre så meget i røre, at der ingen sigtbarhed er til at dykke eller snorkle. Så der liver gået en masse ture og jeg bruger meget tid på at tænke over min nærmere fremtid; hvad jeg vil og hvad jeg så vil gøre...
Jeg lever dog kraftigt efter citatet: Dyre vaner er nu det eneste, der er godt mod alting. Jeg har derfor indkøbt et lager af rugbrød, knækbrød, rødvin, øl og foie gras.
Efter en kamp med påhængsmotoren købes der en baguette og så er der ellers nydelse med Beaujolais, baguette, foie gras og confiterede løg.

Mekanikerne, de franske

Yamahadigtet
---
Yamaha, du stokastiske variabel.
Du kommer som en sabel
Først skal man hive
Så er du i live
Næste gang er du død
Så skal jeg ro for mit brød

Du er uforudsigelig som vinden
Men du vælter mig ej af pinden
Først skiller vi dig ad
Du blir ej glad
Vi forsøger endnu en gang
Nu synger din mekaniske sang

Dagen derpå er du bitter
Uh, hvor det smitter
Mekanikerne, de franske
Uh, de skal granske
Fejlen, de kan finde
De får dig til at spinde
---

Maupiti

Bureaukratiske vanskeligheder
Efter vi har været på Maupiti 1 dag, finder vi ud af, at kaptajnen ikke har klareret os ud af Fransk Polynesien, som han skulle have gjort i Papeete. Vi skal derfor sejle 30 mil stik øst og ind på Bora Bora, selvom planen var at sejle direkte til Penrhyn (stik vest). Så det bliver en hel sejldag den forkerte vej, da vi kun vil sejle ind/ud af laguner i sollys.
Så for at opsummere; vores første sejlplan holdt 1 uge. Den næste holdt 4 dage. Og nu er vi blæst inde i en Stillehavslagune.

PS Har fundet et kondom og en 100-mønt i mine bukser, efter jeg har lånt dem ud til Dag. Dag valgte nemlig at klippe sit eneste par bukser om til shorts i Papeete. Så kan man ikke komme ind på diskoteker; de mener nemlig ikke, langturssejlerstilen er stilet nok. Dag lånte et par bukser af norske Morten, men de sad lige lovligt stramt, hvorfor det ender med, at Dag og jeg står midt på gaden og bytter bukser.
Og da Morten alligevel ikke kunne passe bukserne, fik jeg dem. Så nu har jeg et par lange sorte Acne-bukser. (Til de ældre læsere: Bukserne har ikke en hudsygdom.)

Backpacking old school Tahiti

Nyt fra den endnu ikke druknede

Billeder: Tahiti 2.0
https://picasaweb.google.com/flyngse/Tahiti20?authuser=0&authkey=Gv1sRgCKbMn-Dn_LmB0gE&feat=directlink


Nighthawk - we meet again
Nighthawk, den norske båd, ligger stadig ved broen, når vi kommer tilbage fra Moorea. De har en ødelagt motor og venter på reservedele. De er lykkelige for, at vi er kommet tilbage, da de i mellemtiden er blevet pøbelen på broen - og ikke bliver inviteret på middag. Jeg smutter forbi Nighthawk senere på aftenen og så står den ellers på rødvin og røverhistorier med Morten og Henrik.

Der skrives flere mails osv., jeg får lavet nogle perlesmykker af de perler jeg tidligere har fået og der bliver festet. Vi får nogle gode aftener i byen.

Så er der lavet perlesmykker

Backpacking old school Tahiti
Jeg har besluttet mig for, at jeg vil se Tahiti Iti (lille Tahiti). Det skulle nemlig være som Tahiti var før i tiden. Dag og Andreas ville alligevel på telttur igen - og sådan blev vi 3 på færden. Vi vil afsted om søndagen, men der er stort set alt lukket - og der går absolut ingen busser. Så må vi jo blaffe. Det tager en smule tålmodighed at skaffe et lift fra Papeete. Men nu var vi afsted. De taler kun fransk og skal kun til supermarkedet (Carrefour) i nabobyen. Vi venter dog ikke længe, før vi bliver samlet op igen. Det er Marilou, en lokal som Camilla og Karoline spurgte om vej første dag og siden er blevet venner med. Hun kører os hele vejen til Teahupoo, som er der hvor vejen ender på Tahiti Iti. Nu kan vi ikke komme længere væk fra Papeete. Hun har aldrig været her før, selvom hun har boet på Tahiti i alle sine 49 år.

Marilou

På turen prøver hun ihærdigt at fortælle en joke om, at Teahupoo lyder som lort, hvis man udtaler det lidt skævt. Dag overvejer at fortælle hende om hans association til hendes navn fra Jack Kerouacs bog On the Road, hvor Marilou indgår ganske meget. Han giver dog op på forhånd.

Vores lejr

Der går en flod ud i havet, hvor vejen ender. Den vælger vi at gå op ad, for at finde et sted at slå lejr. Der går ikke længe, før vi finder et halvtag, som vi spørger, om vi må være under. ''Intet problem'' siger de nye ejere ''og der er drikkevand herover''. Perfekt. Halvtag, så vi har andet end teltet som skygge og drikkevand lige ved. Samtidig er der floden ved siden af, man kan bade i, og offentlige toiletter og bade ved stranden, så man kan lokumusere civiliseret.
Teltet bliver slået op og madlavningen påbegyndt.
Midt i vores aftensmad, kommer en mand med lygte hen til os. Det er den anden nabo, der kommer for at spørge om vi mangler noget og tilbyder os sin lygte. Alt er vel og vi siger mange tak for tilbuddet. Vi har vores pandelamper.
Dagen efter skal Andreas til Papeete for at ordne ting. Dag og jeg får læst en masse og ligget på stranden. Hele dagen er dog fyldt af byger. Det gør dog ikke så meget, når det er varmt. Der kommer en minibus - og det er så butikken. Her får vi købt baguettes, et halvt pund smør, et dusin æg, 4 øl og en smule ost. Så kunne der spises frokost på stranden.
Vi går rundt for at finde indgangen til vores venlige nabo. Efter et stykke tid er vi gået i ring rundt om deres hus, uden at finde indgangen. Dag gør et forsøg senere hen og finder bagindgangen. Vi snakker lidt og får lånt salt og peber. Derudover får en pose med ananas, papaya og mangoer. Og så får vi 4 øl. 2 af dem ligger han dog i fryseren, så de vil være den rette temperatur, når vi har spist og drukket de 2 andre. Perfekt. Sådan fik vi både mad og drikke.
Andreas kom aldrig tilbage fra Papeete den aften.

Junglesti

Grottetragedien
Næste dag starter igen med at jeg vågner tidligt pga. varmen. Så kan man lige få læst 1 time inden Dag vågner. Æg og bacon til morgenmad. Mums filibabba. Vi er fast besluttede på at se en grotte, men ved ikke helt, hvordan vi kommer derhen. Vi fik at vide, at der er en butik og en marina 2 km. fra der hvor vi er. Så der går vi hen for at købe lidt ind og spørge hvordan vi kommer til hulen. Vi kan enten sejle dertil med taxi boat eller vi kan bare gå derud. Vi går selvfølgelig. Først tilbage til lejren, så frokost og så afsted med os.
Første fejl: At komme afsted ud på eftermiddagen i stedet for om formiddagen, så vi er presset af solen.
Anyway. Vi kommer afsted og får at vide, at vi bare skal følge havet. Vi vandrer derfor langs vandet; delvist i folks forhaver og delvist med et hegn eller en mur mellem os og havet. Og om ikke en del af hegnene er pigtråd. Hvilket en bestialsk opfindelse.

Dræberkrabbe

En gang imellem skal man hoppe over nogle små vandløb. Andre gange skal man være cool overfor de glubske (vagt)hunde. Det hele går som en drøm og vi har fået at vide, det kun er 7 kilometer fra starten. Folk bliver ved med at sige hej og at det er en lang vej. Vi går glade videre. Der kommer dog nogle vandløb, som man ikke kan hoppe over. Så af med sko og sokker og så ellers ud i det. Sådan går det et par gange, men så kommer vi til et sted, hvor det er så dybt, at taskerne skal over hovedet. Vi beslutter os herefter for bare at beholde skoene af. Det var anden fejl. Vi får at vide, at grotten kommer lige efter den 6. bådbro, så da vi endelig kommer derhen, så er vi strandet. Vi leder efter hulen, men finder kun kvikmudder - og synker automatisk i til knæene ved hvert en bevægelse fremover.
Efter noget tid må vi indse vores nederlag. Vi må nu så hurtigt tilbage som muligt inden solen går ned. Stadig uden sko, så det går pænt langsomt på en stenstrand. Solen er gået om bag øen, så det begynder at blive mørkt - specielt, når vi går inde i junglen. Vi beslutter os derfor for at tage sko på igen og så bare vade igennem vandløb med dem på. Jeg har heldigvis en pose cashewnødder i tasken, som vi gnasker på vores mørkere og mørkere vandring.
Til sidst er det selvfølgelig bælgmørkt og vi må spørge en familie, om vi kan låne en fakkel el.lign. Vi ender selvfølgelig ved en fattig familie, der giver os deres flagermuslygte. Så er vores dag reddet, tænker vi. Vi lover at komme tilbage med den og husker, at det er første bro efter kanonhuset. Efter et stykke tid går lampen naturligvis ud - selvfølgelig lige ved nedgangen til en af de store floder! Vi får den tændt igen og kommer over floden. Men den bliver ved med at gå ud efter kort tid. Vi konstaterer til sidst, at der simpelthen ikke er noget lampeolie i. Lort. Dag finder ud af, der er ganske meget lys i hans kamera. Så det bliver vores lyskilde; et kamera, der viser et billede.
Tredje fejl var altså, at lade være med at tage pandelamper med.
Vi får os bevæget hjemad. Der er dog gøende hunde og nogen gange er det ganske svært at finde stien. Vi begynder nu at overveje, om Andreas er kommet tilbage fra Papeete og om han er bekymret for os.
Til sidst kommer vi endelig hjem, med gennemblødte sko og klæder; og en hunger efter mad og øl. Og der sidder Andreas og steger hanekyllinger (chicken wings) - Juhu. Han er kommet hjem 15 min. tidligere og har overhovedet ikke overvejet, hvor vi var henne.

Privat statue

Regn, regn, regn - regn i stride strømme
Det begynder at regne en smule om aftenen. Det tager  ganske meget til. Det vælter nu ned, som var det Roskilde Festival. Selvom vi er under halvtag, begynder der at danne sig en sø under taget. Det er er meget værre udenfor. Regnen, eller nærmere de forskellige vandhuller, begynder at bevæge sig mod vores bagage, inde i teltet. Så jeg begynder at kradse en rende med en kæp. Det virker, men det ser sort ud, da det stadig fosser ned.
Vi ligger os alle til at læse eller høre musik. Men selvfølgelig er der også et vandhul, der vil ind, hvor vi sover. Så jeg mærker pludselig en meget våd klat gennem min sovepose. Så en regnjakke under - og så ellers 2 balancerende personer på et oppusteligt liggeunderlag, og 1 på det andet. Det bliver ved med at regne med samme umenneskelige kraft. Jeg tænker, at vores eneste næste mulighed, er at gå til naboen og spørge om vi kan sove der.
Vi får dog sovet i teltet og næste morgen er det bragende solskin. Jeg vågner af hun (Solella) bager på teltet, som bliver til en sauna. Jeg hænger ting til tørre og begynder ellers at læse.
Sådan blev Bjorns Bootcamp til Frederiks Festival. Der trænes ikke så meget, der drikkes mange øl og det regner sindsygt meget.

Dagen derpå skulle Dag og jeg jo så tilbage med flagermuslygten. Det tog 3 timer at aflevere den. Og nu har vi gået den samme tur 4 gange - uden at se grotten.
Om aftenen møder vi vores behårede nabo; en rotte med røde dræberøjne, der er parat til at slå ihjel. Vi ryster alle 3 af skræk, hver gang vi hører den bevæge sig rundt bag vores lejr. Jeg har besluttet mig for at sove i hængekøje, men det bliver absolut ikke lettere at falde i søvn, efter rotten kommer ud i mørket og vælter nogle af vores ølflasker.

Dame titter ud gennem sine klæder på markedet i Papeete

Tilbage til Papeete
Vi kommer tilbage til Papeete, hvor jeg får fikset det sidste, jeg skal på båden, og ordnet det sidste på internettet. Jeg er dermed klar til at sejle fredag, som vi har aftalt.

Økonomisk velfærdstab
Kaptajnen sidder for lang tid på internettet, så da han fredag når til toldkontoret, er det lukket. Vi kan derfor først få papirlappen til at tanke toldfri diesel om mandagen.
Andreas og Bjorn bestemmer, at de vil spare 1.000 kr. og vente med at sejle. Vi andre betaler 150 kr. pr. dag. Man skal derfor ikke være en særlig dygtig økonom for at regne ud, at der er et seriøst velfærdstab i denne beslutning.
Vi er 4 personer der betaler 150 kr. pr. dag og når vi udskyder sejladsen 3 dage, så bliver den samlede omkostning for os 3 dage * 4 personer * 150 kr. = 1.800 kr. Samlet set har vi på båden altså et nettotab på 800 kr. Hertil kommer, at vi betaler godt 40 kr. pr. person, for at ligge i havn. Dette giver så en omkostning på 40 kr. * 3 døgn * 6 personer = 720 kr. Dermed er det samlede velfærdstab altså 720 kr. + 800 kr. = 1520 kr. Og ejernes besparelse er ikke 1.000 kr., men 1.000 kr. - 240 kr. = 760 kr.
NB Her er der ikke taget højde for værdien af glæde eller tid. (Og det er antaget, at alle besætningsmedlemmer har mulighed for at forlade båden, hvorfor dagsprisen ikke er 'sunk costs'.)

Lokale fisker på Tahiti Iti

Lørdag
Nå, når vi nu ikke kommer videre, så kan man vist ikke gøre så meget andet end at drikke nogle reparationsbajere og gå ud og spise om aftenen. Nighthawk har fundet en lokal italiensk restaurant med gode pizzaer. Og de har saltimbocca - juhu. Godt nok ikke verdens bedste saltimbocca, men spiselig.

Søndag skal vi så sejle mod Marina Taina, hvor vi kan tanke diesel og købe ind i Carrefour (Frankrigs svar på Bilka). Inden da skal arbejdsopgaverne, der skulle havde været lavet inden fredag, dog fikses. Dvs. bommen skal færdigmonteres, sejlet og lazybaggen skal monteres, skødet skal monteres, sejlet sys og tricolor-lanternen skal fikses . Derudover bliver vandtankene toppet op, da de gerne skulle holde hele vejen til Rarotonga (1 måned), og båden får sig en skrubber.
Vi kommer relativt sent afsted og efter vi har fået smidt anker, så skal vi diskutere mængden af løg, mælk osv., som vi skal købe ind. Efter dette skal Bjorn og Andreas ned og rydde hele bådens lager ud, for at finde ud af, hvad båden vil betale for og hvad de mener, der skal gå på fællesbudgettet. Når de er færdige, er solen ved at gå ned og Carrefour har kun åbent 1 time endnu. Således blev det store indkøb udskudt endnu en dag.

Dagen derpå, mandag, får vi indkøbt det hele. Vi når dog ikke at bunke diesel, da de lukker kl. 5. Så blev afgangen udskudt endnu en dag. Og jeg er ved at blive sindsyg over, vi ikke kommer afsted. Jeg bliver derfor nødt til at tage i land om aftenen, for at komme lidt væk fra båden. Der er heldigvis internet på havnerestauranten, hvor jeg også får en varm gedeostesalat. Den indeholdt dog for meget bacon - tro det eller ej.

Fødselsdagsgave fra onkel og tante

Min fødselsdsdag (16. juli)
Jeg bliver vækket kl. lidt over 7 af Andreas' vækkeur. Han snoozer. Det ringer igen. Vi skal alle op for at bunke diesel, mens Andreas tager bussen til Papeete. Det tager en del tid at bunke diesel, så i mellemtiden hives dingyen op og båden gøres klar til sejladsen.
Herefter sejler vi til Papeete, hvor alle skal veksle penge til Cookøerne og på internettet. Jeg får mig en frisk tunburger og en stor fadøl til brunch - lågsus.
I Papeete møder vi selvfølgelig vores venner Morten og Henrik fra Nighthawk og Morten spørger lettere forvirret: "Hvad laver I her? Eller jeg mener, skulle I ikke være sejlet?" Jo, det skulle vi for 4 dage siden.
Vi kommer dog endelig afsted, hvilket må siges nok at være den bedste fødselsdagsgave. Jeg har dog også fået andre gaver. Jeg har fået en termokop og en Hinano-ølkøler af Bjorn og Karoline. Derudover fik jeg en melding fra brormand, hvilket klart tangerer til at være den bedste gave. Det varmer altid, når der kommer en opdatering derhjemmefra - og den læses altid adskillige gange.
Til aftensmad får vi tortillas med coleslaw og falafel. Senere brillerer Camilla med en æblekage, der er meget bedre end en lagkage.

Kursen er sat mod Maupiti
Vi skulle faktisk have sejlet til Rangiroa, men fordi vi har spildt så meget tid, sejler vi direkte til Maupiti.
Så sejler vi ellers igen. Det er dog ganske underligt, at der er andre både og VHF-radioen summer løs. Samtidig er det helt fantastisk at komme videre i verden, på trods af man skal sige farvel til sine nye venner.

Regnbue på Tahiti Iti

PS Forholdet på båden er blevet ganske liberalt. Vi skal hver især købe vores personlige alkohol og partikulære madønsker. Det betyder, vi nu har 6 personer, der har personlige lagre rundt omkring på båden. Jeg må ærligt indrømme, jeg er mere til et kollektivt/kommunistisk system, hvor man bare kører en stregliste på øl. Men sådan er flertalsdiktaturet.

PPS I Papeete mødte vi også en nordmand, der havde købt en båd. Han havde sin amerikanske ven til at hjælpe med sejladsen. De havde mødt hinanden på 'sniper school' i Virginia (ikke at forveksle med den den danske kaserne i Vordinborg). De kan ikke sejle, men amerikaneren mente bare, at de skulle have nogle våben: "We just need some guns". De planlægger selvfølgelig også at sejle gennem Suez.

What shall we do with the drunken sailor...

Velkommen til Kauehi

Billeder fra Kauehi
https://picasaweb.google.com/flyngse/Kauehi?authuser=0&authkey=Gv1sRgCOywqJe5hbGyMg&feat=directlink

Billeder fra Tahiti 1.0
https://picasaweb.google.com/flyngse/Tahiti10?authuser=0&authkey=Gv1sRgCNHJuteztZbB8gE&feat=directlink

Billeder fra Moorea
https://picasaweb.google.com/flyngse/Moorea?authuser=0&authkey=Gv1sRgCKaWj4as7J7vZw&feat=directlink

Privat guide på Kauehi
Så var vi jo altså kommet til Kauehi. Vi vil alle i land, men ikke være sammen. Så i det vi kommer i land, gør vi som spredehagl. Efter kort tid kommer en af ungerne fra aftenen før og cykler ved siden af mig. Sådan fik jeg en meget ung, privat guide, ved navn Atamu.

Atamu - min guide

Øen er sgu ikke så stor, så man ser ofte hinanden og alle de lokale taler kun polynesisk og fransk. Ikke desto mindre, får jeg mig noget af en vandretur med Atamu. Og vupti så kommer hans onkel kørende forbi og tager os med til lufthavnen - ugens store begivenhed - der lander et fly. Wuhu, alle øens børn er helt oppe at køre over flyet. Samtidig kommer de ældre skoleelever (7.-9. klasse) hjem på ferie.Jeg køber 2 toasts - en til mig og en til Atamu, som han vælger at dele med sine venner.Onklen har heldigvis ikke glemt mig, så jeg får et lift tilbage. Han er kokosbonde - eller rettere han samler kokosnødder og tørrer kokossen, som han så sælger til Tahiti. Dette medfører selvfølgelig, at jeg skal drikke og spise forskellige kokosnødder - og får en masse ekstra i tasken.
Senere hen kommer kokosbondens bror forbi og han taler engelsk - så blev en del af de franske og polynesiske ord lidt lettere at forstå. Fx er maruru det samme som merci som er tak, derudover er pape haari det samme som l'eau de coco som er kokosmælk fra en frisk kokosnød. Ja ja, let skal det ikke være.
Det bliver snacktid og så skal vi ellers have kogte fregatfugle(?)æg, som de selv har samlet fra fuglenes reder. Æggene er på størrelse med store vagtelæg og smager ganske godt - specielt fordi vi ikke har spist æg, i et godt stykke tid. Herefter får jeg endnu en rundtur, men denne gang af den engelsktalende bror - og han giver mig endnu en perle, som souvenir.
Når jeg skal tilbage til båden, får jeg lov til at vente ganske længe, men får samtidig leget med nogle af de lokale unger og snakket med nogle lokale unge. Og efter en del dårlig engelsk, fransk, tegnsprog og et nyt baggrundbillede af mig på pigens telefon, får de inviteret os til fest aftenen derpå.

Frokost på Kauehi

Og sådan endte vi altså på druk med de lokale - igen.
Det går simpelthen således, at jeg smutter en tur i land sammen med Andreas og Bjorn, for lige at få strukket de gamle lemmer en smule, da jeg har været ombord på båden hele dagen. Jeg kommer hele vejen til butikken, hvor skraldespanden er og hvor de lokale allerede sidder og drikker. Der går 7 sekunder og så kalder de: Frederic - og så sidder jeg med en øl stukket i hånden. Andreas og Bjorn støder hurtigt til. Bjorn må dog tilbage og spise og hente tøzerne. Selvom alle ved: Eating is cheating - Hvilket præcis var det ordsprog, der slagtede mig den aften.
I det store og det hele ender det med, at jeg falder i vandet, mens Andreas starter dinghymotoren. Da vi så endelig kommer til Seaventure, låser Andreas mig inde og smutter så tilbage til fæst. Han er dog også gennemblødt, da han selvfølgelig hoppede i vandet i bedste Hasselhoff-stil for at redde mig.

Til middag hos...
Dagen derpå er Bjorn, Karoline og Andreas blevet inviteret til kiddag hos nogle lokale, hvilket jeg får nasset mig med på. Det er med hele familien og der er lavet fersk mad. Helt perfekt. Man bliver ganske hurtigt træt af dåsemad.

Fransk båd oplever nemesis, da de tager en bøje på den forkerte side. Så står roret på revet. Av.

Møde om kommunikation
Kommunikationen er, som tidligere beskrevet, ikke altid lige god ombord. En masse ting bliver taget for givet og der er mange misforståelser. Nogle af misforståelserne er selfølgelig pga. vi kører med 4 forskellige sprog ombord, norsk, svensk, dansk og engelsk. En del af de andre misforståelser er simpelthen, fordi vi ikke snakker sammen.
Vi får snakket om lidt af hvert og løsningen bliver i stóre træk, at vi alle skal snakke pænere til hinanden...

Sejltur til Papeete, Tahiti
Vi sejler til den anden side af lagunen, hvor vi ankrer for at snorkle og gå en lille tur. Det er en ganske god snorkling, hvor der er hajer, rokker og masser af fisk i forskellige farver.
Vi vælger at sejle ud gennem passet på det ikke-så-optimale tidspunkt, hvorfor der er rent ragnarok i vandet; strøm, tidevand og bølger kæmper mod hinanden. Vi får lukket alle luger og så bliver stålspileren ellers sat på 2600 omdrejninger. Og så får vi os hugget gennem vandet og kommer ud gennem passet. Jubi - så blev vi ikke nødt til at vende om.
Vi får sat sejl og glider stabilt mod Tahiti - stadig uden bom.
Vi får følge af en flok hvaler. Det er sgu altid hyggeligt.
Vi indser, at vi ikke når Papeete i dagslys. I stedet for at ligge og krydser frem og tilbage foran havnen hele natten, finder jeg en ankringsplads 20 mil fra havnen, som vi lige kan nå. Her ligger vi for natten og båden ligger helt stille. Perfekt.

En glad besætning

Svensk midsommerfest
Vi ankommer til Papeete fredag eftermiddag og det er sjovt nok midsommeraften, hvilket Bjorn (svenskeren) havde glemt alt om. Heldigvis ligger der både svenske Waskavi (hvad skal vi, red.) og norske Nighthawk, fyldt med unge mennesker, i havnen. Så der er planlagt kæmpe sammenskudsgilde midt på flydebroen.
Her opdager jeg - til min skræk - at vi alle har langt hår og masser af skæg. Det er åbenbart standard-looket for langturssejlere.
Inden festen får vi alle kontakt med internettet og det nye besætningsmedlem, Dag (Andreas' broder), kommer ombord. Så er vi 7 ombord og det er jo et magisk tal for fest og ballade. Der bliver lidt af hvert.
Lad os bare nævne en smule. Andre vælger ikke at sove, hvorfor der bliver lavet Mac Attack (og ja, der ligger selvfølgelig en 24/7 MacDonalds på Tahiti) og købt cheeseburgers, som de så kan sidde på broen og kaste på folk, når de vågner. Nogle vælger at tage på disko, falde i søvn og provokere en gruppe fremmedlegionærer, hvorfor man er tæt på at få bank.
Dagen derpå står der selvfølgelig stadig rom, cola og juice på broen. Men det har nu stået i solen i så mange timer, at det temperaturmæssigt minder mest om te.
Man klager dog ikke, når man er på Tahiti.
Således kom det hele til at minde mere eller mindre om Roskilde.

Nogen får sig en lokal overraskelse

Tilbage til civilisationen
Dagene i Papeete går meget med at bruge tid på internettet; der skal skypes hjem, tjekkes bank, læses nyheder, uploades billeder og opdateres BLOG.
Selvfølgelig handler dagene også om mad. Man kan sige mange ting om franskmænd og franske øer, men mad; det har de sgu. Så der bliver snacket oste, pølser, patéer, øl, vin, drinks, grøntsager, frugt og Camilla og jeg finder sgu også rugbrød (selvfølgelig ved siden af alle de biodynamiske produkter).
Således fejrer vi også Dags ankomst og Marias næstsidste aften med et kæmpe ostebord. Der er 11 forskellige oste, 3 typer brød, rød og gul peberfrugt, grønne og sorte oliven, og selvfølgelig rødvin. Sådan går det, når man sender mig på indkøb.
Waskawi og Nighthawk er ikke sådan at komme af med, når man først har mødt dem. Så de sidder selvfølgelig på båden, når vi kommer tilbage med ostene og ender selvfølgelig også med at deltage i vores bourgeoisiske overflådsbord.

Konopizza
Internet er dyrt i Fransk Polynesien. Så når man finder en café med gratis internet, så handler det om at udnytte det - specielt, når det også er hurtigt internet. Derfor bruger vi alle ganske meget tid på café Comptoir del pasta, en café med diskolys, konopizza og konstant musik. De har dog Lavazza-kaffe og de slukker ikke internettet uden for åbningstid; så man kan godt lave det lusede sejlertrick, med at sidde på gaden foran en lukket cafe.

Konopizza

Miss Tahiti
Efter vi har været på Tahiti en lille uge, starter deres måneds lange (kultur)festival, Heiva. Det betyder, at man bliver vækket med rokonkurrence lige uden for båden. Men endnu vigtigere; der er Miss Tahiti.
Karoline og Camilla er blevet inviteret af en lokal, mens Bjorn og jeg tager chancen og bare går hen til indgangen. Ha, der er stadig frie billetter. I den snegl-langsomme kø, kigger jeg ned af mig selv - og konstaterer, at jeg er under-dressed, på trods af, jeg har taget sko på.

Miss Tahiti-konkurrence

Ikke desto mindre, så kommer vi ind til skønhedskonkurrencen - og hvilket et syn. Der er absolut ikke sparet på smukke kvinder her, selv dem der viser os til vores pladser er utroligt smukke.
Showet starter og der er både gang i opvisning af de 10 konkurrenter, reklamer på storskærm, traditionelt danseshow med røvrystning og så pause. I pausen indser vi, at dette er årets aften for alle små prinsessepiger, ladyboys og smukke kvinder. Efter pausen er der bikinikonkurrence og senere hen skal de, så klicheagtigt, som det overhovedet kan blive, svare på hvordan de vil redde verden...
Til sidst ender den lokale favorit, nr. 5, med at vinde - og så er der jubel og skrig.

Miss Tahiti-konkurrence

Moorea
Dagen derpå tager Camilla, Karoline, Bjorn og jeg til Moorea. En lille ø 25 km. fra Papeete. (Andreas og Dag er taget på telttur.)
På Moorea, som udtales Mo-o-re-a. Ja, alle bogstaver udtales. Tahitis lufthavn ligger i byen Faaa, altså F-a-a-a.
Vi ligger os i Opunohu Bay (hvor Kaptajn Cook også lagde til i sin tid). Her ligger Waskavi allerede - og vi vælger derfor at lægge os ved siden af dem. Bum. Så var vi samlet igen.

Hobiecat i lagunen - Moorea

Grillfest på svensk - første forsøg
Der bliver inviteret på grillfest på stranden. Juhu - det har jeg ventet på, siden jeg kom ombord. Waskavi har dog intet at grille, så vi går en tur, men alle butikker er lukkede. Dog har Hilton åbent, så der ender vi i baren, hvor den ene øl tager den anden - og vupti, så var der happy hour på romdrinks. Så tog den ene den anden, igen.
Så ingen grill på stranden i dag.
Vi prøver til gengæld at fiske. Ludde, fra Waskavi, får et stykke brød til at lave en lille bolle af, som vi kan smide på snøren. Men jeg er ganske sulten, hvorfor resten af brødskiven ender dybt i min mave. Så var der ikke flere brødboller - ups.

Solnedgang på Hilton - Moorea

Paradisdykning
Dagen efter vælger Camilla og jeg at hive dykkerudstyret frem og planlægger 2 dyk. Det hele klargøres og så pakkes jollen ellers med 2 tanke, madpakker, masser af vand, et anker med en super tung kæde og selvfølgelig dykkerflag på åre. Så var vi klar.
Første dyk byder på en wall med en moræne og fisk i masser af farver. Andet dyk byder på en kæmpe skildpadde, der kæmper med at æde af en stor koral efterfulgt af 2 spotted eagle rays (rokker ), hvor den ene svømmer direkte mod mig - med ''crazy eyes''.

Grillfest på svensk - andet forsøg
Waskavi har taget revanche og har købt ind til burgere - big time. De skal selvfølgelig grilles med kokosnødder som kul. Vi har lavet salater. Og så var der ellers noget af et festmåltid for Seaventure og Waskavi.
Det hele blev kun mere autentisk af, at en af de lokale bumser kommer og babler løs på fransk og polynesisk. På et tidspunkt tager han også en af vores gafler og siger: I gonna kill you.
Vi kommer af med ham, efter et godt stykke tid og en lang kamp...

Svensk hygge - Bjorn og Ludde

Mere hygge
Endnu en båd fra Papeete, nemlig Skimpy, med 4 danskere kommer ind på ankringen. Der bliver hurtigt arrangeret volleyballkamp og grillfest endnu engang. De er et par prisklasser over Waskavi og Seaventure, så de hiver en kæmpe gasgrill i land.

Destruktion af ankeridyl
Tirsdag vælger vi at fylde dykkerflaskerne. Vi hiver derfor kompressoren op på fordækket. Den larmer pænt meget, så man bruger høreværn. Samtidig hiver jeg gang i benzingeneratoren og begynder at arbejde med vinkelsliberen. Det bliver alt sammen for meget for de omkringliggende både. Først får vi et meget ondt blik. Der går dog ikke meget tid, før fx hele Skimpy hopper i deres jolle og sejler i land.

Ankring med krystalblåt vand og sejlerskole - Moorea

Blæsevejr og nødopkald (3. juli 2013)
Vi har planlagt at sejle hjem efter middag, fordi fronten skulle have passeret der. Det har den ikke og der er vindstød på ankringen, der ligger i læ af øen, på 20 m/s.
Vi vælger at sejle ud. Alt sures fast til det hårde vejr og jeg iklæder mig min redningsvest, for første gang på turen.
På vejen ud fra ankringen, kommer der en melding om en katamaran, der driver mod revet i nabolagunen. Der er en person ombord og han kan ikke sejle. Så Tahitis svar på Lyngby Radio (MRCC - Maritime Rescue Coordination Center) får kontakt med os, med en anden båd som mellemled. Så er vi på redningsmission.
De har mistet kontakten med båden og har ikke nogen position på den. Det hele ender heldigvis med, at nogle andre fra bugten kommer den til undsætning, inden vi ankommer. Så vi får lov til at sejle videre til Papeete.
Bølgerne er høje og vi banker igennem bølgerne for stålspiler - og alle bliver drivvåde.


Nu er vi tilbage i Papeete, Tahiti.
Og så er bloggen oppe til dato

PS Waskavi har defineret, hvornår noget er longsegla (langturssejler). Når ens 'hvide' t-shirt ikke er så hvid mere, men mere gul/rusten/hullet, så er den longsegla hvid. Og når elastikken er gået i boxershortsene, så er de ikke klar til udsmid, men longsegla. Man kan nemlig snildt bruge en plastikposeklemme, som boxershorts-holder.