Ølivet

Billeder fra Bora Bora
https://picasaweb.google.com/flyngse/BoraBora?authuser=0&authkey=Gv1sRgCICRhffdtOzoqQE&feat=directlink

Billeder fra Maupiti 2.0
https://picasaweb.google.com/flyngse/Maupiti20?authuser=0&authkey=Gv1sRgCMr7vIzmzoLj0wE&feat=directlink

Morgensol på Maupiti, med Bora Bora i baggrunden

Ølivet
Nå, hvad laver jeg så egentlig på en ø midt ude i Stillehavet med 2.000 indbyggere. Ja, jeg bor hos Tea og Marereva  (og deres 9-årige, forfærdelige datter Heiora), hvor jeg hjælper til med at drive deres pension (bed and breakfast). Dette gør også, jeg lærer noget mere om polynesisk kultur og får en bunke mere eller mindre brugbare færdigheder. Jeg kan fx nu flette en væg af palmeblade. Det er jo ganske brugbart, hvis jeg nogensinde strander på en øde ø. Problemet med metoden er blot, at bladene visner utroligt hurtigt, så mit fremtidige bambushus vil skulle renoveres hver uge. Til gengæld kan jeg dog overleve på kokosnødder, hvilket vist også er ganske praktisk, hvis jeg ender som en Robinson. Jeg har lært at kende forskel på de forskellige kokosnødder og kan åbne dem med en spidset pind og en sten. Så der er heller ingen kvaler på mad- og drikkesiden, hvis jeg haverer en fremtidig palmeø.

Kitesurf - tålmodighedens sport
Al tiden går dog ikke med at lege øbo - jeg skal jo også være 'surfer dude'. Det er dog ikke så nemt, som det lyder. Man skal have meget tålmodighed... Først skal man vente på, der er vind nok. Så er der for meget vind. Når man endelig er igang, er det de første mange dage (og stadig er) en vandresport. Man bliver hevet med vinden og bagefter skal man så gå mod vinden. Og sådan kan man ellers blive ved en del dage. Det er ganske simpelt et Sissyfosprojekt og det bliver ikke bedre af, at jeg ligner en blanding mellem en cirkussøløve og en kanonkonge. Man kan godt se, hvad man skal gøre, men når man først har fart på, er det sgu ikke altid lige nemt at gøre det korrekte. Ikke desto mindre, kan jeg nu komme op og stå, i flere hundrede meter ad gangen. Så er der blot lang vej tilbage (mod vinden), når man klumpedumper - pladask - vælter i havet igen.

Kitesurf - Maupiti

Man kan ikke gøre for, at man har charme
Alt er gratis. Jeg må stort set ikke betale for noget som helst. Jeg har bungalow, får mad og drikke, får lov til at låne kiteudstyr og har personlig kitetræner. Så det er sgu pænt lågsus.
Jeg prøver at få lov til at betale for nogle øl, på et tidspunkt. Det går også lige, hvorefter jeg får skæld ud. "Why did you pay for the beers? I pay for the beers!", sagde Tea. Nå, nå, det er sgu ikke så let at bruge penge her.

De 3 s'er - Charme selvtillid og lækkert hår
Der kommer en del forskellige turister her. En gruppe af dem var en fransk familie fra Tahiti. Moderen virkede som om jeg var Carl-Mar Møller og faderen som om jeg var Cassanova. Så de var pænt afvisende i alle henseender i starten, da jeg åbenbart var verdens dårligste indflydelse på deres "voksne" børn. Men i løbet af de 10 dage, de var her, fik jeg lov til at låne deres kiteudstyr og det endte også med, at jeg fik et stående tilbud om et sted at bo på Tahiti.

På blækspruttejagt med kastespyd
Når vinden lægger sig, kan man gå på revet. Så skal vi fandme ud og finde nogle blæksprutter, som vi kan penetrere med kastespyddet. Det går dog ikke så godt, så vi ender med blot at samle snegle. Ha, men så skal jeg fandme også være en mand. Sneglene skal smadres med en sten - og så går den indre hulemand ellers igang. Sneglehusene er dog noget hårdere, end jeg havde regnet med, så flere gange er det stenen og ikke skallen, der går i stykker først.
Jeg må dog indrømme, at det ikke bliver dette, jeg kommer til at leve af på min fremtidige ø. De smager nemlig ikke så godt - mest af alt som et viskelæder. Omvendt er det ganske cool, når man bliver forstyrret i sin sneglejagt af en brummen. Hov, så var der lige en hval, der nøs, 20 meter fra en.

Blind Lucky Luke på fisketur
Dagen efter tager vi på fisketur. Så er det den hvide dreng og 2 polynesiske damer. Det er fandme feje odds. Det er bare med en line og et stykke fisk på krogen. Vores første sted sætter ankeret sig selvfølgelig fast - ankeret under en sten og linen viklet ind i en anden koral. Så i med den hvide dreng og ned og svømme, rive og flå. Og så kom vi løs. Samtidig mister jeg også begge mine kontaktlinser. Så nu har vi en muldvarp ombord, der skal lege Lucy Luke med en fiskesnøre. Det skal nok gå godt.
Der går skam heller ikke lang tid, før jeg har formået at kaste linen over hovedet på os alle, så krogen lander på soltaget. En af damerne formår heldigvis også at få snoet linen omkring sin egen fod. Så det er simpelthen dupont og dupont på tur med Marereva.
Selvfølgelig er jeg den eneste, der ikke fanger nogen fisk, men kun mister en masse kroge. Så blev der grinet af den hvide dreng igen.

Pisse polynesisk
Når polynesiske mænd skal lade vandet, sker det simpelthen ved at man bare hiver et af benene på sine shorts op. Man skal dog passe på, man ikke rammer sine fødder; hvilket Bjorn fandt ud af, på den hårde måde.
Det er ikke en tradition, jeg vil tage til mig. Dog er den ganske smart, når man har trapez på, fordi man kitesurfer.

Mig, der laver ipo, kokosbrød

Pension Marau
Jeg bor på en af sideøerne (en atol). Det vil sige: alt vand pumpes op af jorden, mens alt drikkevand hentes på hovedøen; alt strøm kommer fra solpaneler; internettet skal jeg sejle til hovedøen, får at komme på; og alt mad købes på hovedøen. Det eneste vi har overflod af, er kokosnødder, krabber, sand og ro.
Beboerne på Maupiti er ganske hjælpsomme. Der er ikke den store konkurrencementalitet mellem de forskellige pensions. Det betyder også, da vi skulle have et italiensk par fra et andet pension, ringer de og siger, at de er klar til at blive hentet kl. 9 om morgenen. En halv time efter, ringer de igen. De glemte lige at sige, at italienerne var meget højlydte. De havde sex hele natten, så ingen andre i huset kunne sove. Nå, nå, men her får de jo deres egen bungalow. Så tillykke til italienerne.

Ædegilde
Hver aften er der 3-retters menu, hvor der i hvert fald er en ret med rå tun og en med tilberedt tun. Så der frådes en del tun. Desværre er der ikke så mange grøntsager. De lokale dyrker for lidt grøntsager og for meget marijuana. Sådan påvirker markedskræfterne lokalsamfundet ganske negativt.

Sådan fikses breadfruit, uru
Først i ildeb og derefter skallen af. Så er der brød.

Miljøragnarok
Alle øer i Stillehavet brænder alt deres skrald (og/eller graver det ned), dvs. alt plastik osv., da de ikke kan sælge det videre til de store øer. Jeg mister sgu lidt troen på, at verden kan reddes fra forueningsragnarok, når de øer, der vil blive ramt hårdest, ikke forsøger at undgå det i højere grad. Alle deres motorer er derudover 2-takts i stedet for 4-takts, som vist allerede er blevet det eneste lovlige i EU. Men det hjælper jo ikke særligt meget, når en 15 hp 2-takts koster 1.000 USD på Borneo.

Danmark i kikkerten
Flybilletten er købt, så efter en 48 timers rejse gennem diverse mere eller mindre eksotiske lufthavne, lander jeg i København fredag d. 23. august kl. eftermiddag. Den første lufthavn har ingen elektricitet, så alt foregår med papir og blyant. Den næste skulle efter sigende have en Restaurant Den Gyldne Måge.
Anyways... Så savner jeg sgu Danmark og Kbh. Og som Morten fra Nighthawk så fint sagde, så er det heller ikke sundt at gøre det her for længe... Jeg kæmper med mig selv, hver gang jeg tager tøj på, for det lugter jo ikke så meget og det er jo ikke så beskidt og der er jo ikke så mange huller i det. Men når man har syet sine bukser så mange gange, at man ikke længere kan huske, hvor mange gange man har syet dem; og der er så mange huller i ens t-shirt, at man har givet op overhovedet at forsøge at sy den; og der er så mange huller i ens underbukser at det egentlig ikke rigtig er underbukser mere og elastikken er så løs, at man skal have bukser på, for at holde dem oppe; så er der nok ingen grund til at betale overvægt for at få tøjet (hvis det stadig kan kaldes det) med hjem.


PS Sagde nej til fødselsdagsfest med Nighthawk og Blue Marble, fordi jeg ville være klar til at surfe. Det må vist i sig selv sige, hvor dedikeret jeg er!

Spring Break Maupiti

Maupiti - I'm back!
Så var beslutningen, om at stå af, taget. Jeg får taget færgen til Maupiti. Og der er selvfølgelig delfiner hoppende rundt i havet. Det var ligesom, da vi forlod Maupiti for et par dage siden, hvor delfinerne kæmpede om at hoppe højest og en lavet en tripleskrue i luften. Helt fantastisk.

Delfin

Jeg ankommer til øen med alt mit lort. Jeg kan ikke forstå, hvordan mine tasker er  blevet så meget mindre på 4 måneder. Så jeg har 2 poser med gejl - udover min 80 L rygsæk og min "lille" taske.
Der står ufattelig mange mennesker på kajen. Men ingen til mig. Tager alt mit habengut og blaffer mig et lift til posthuset (centrum), hvor jeg finder Teas kone, Marereva, som giver mig et lift til der, hvor de er ude at kitesurfe. Således bliver alle taskerne smidt under en palme og så kan man lige så godt komme i gang med træningen med det samme.
Tea er dog lidt overrasket, da han troede jeg ville komme tilbage med Seaventure og hele besætningen. Sådan er der lidt misforståelser nogle gange.

Beach bungalow og bådhus (Pension Marau)
Jeg får en strand bungalow at bo i de første par dage, men derefter er alt optaget. Men det skal vi nok finde ud af. Jeg er bare glad for at have et tag over hovedet. Jeg har dog også et fuldt badeværelse med brusebad og spejl(!). Og der er elektricitet og privatliv. Det er rent lågsus.
Jeg virker åbenbart meget vagabondagtig, da Tea spørger, om jeg har noget håndklæde og sæbe. Og han tror ikke på mig, så jeg får begge dele.

Min bungalow

Med dobbeltseng

Med eget badeværelse

Der er kun 2 gæster, da jeg ankommer; men der ankommer 2 til dagen efter. Efter et par dage ankommer der 8 til. Så her bliver jeg nødt til atflytte ud af bungalowen og ned i bådhuset. Det ligger heldigvis også på stranden (bare på den anden side af atollen (som er ca. 500 m. bred). Der er ingen elektricitet eller vand, men efter at have ryddet lidt op, fejet og vasket gulv, er her perfekt.
Al overnatning på Maupiti er fuldstændig optaget, så flere turister (med flybilletter) kan ikke komme hertil. Fryd på dåse.

Midt bådhus

Med 2 etager

Jeg sover på 2. sal

Hvaler i baghaven
Det er ganske fantastisk at vågne op om morgenen, tage sin kaffe, sætte sig ned til vandet og så ellers bare se på hvaler. De pruster, svømmer, hopper og dykker. Det bliver man nu aldrig rigtig træt af.
Baghaven, eller nærmere hele øen, er fyldt med myg og krabber. Det vil sige, man skal passe lidt på, hvor man går, for ellers ender man som Ronja Røverdatter, når hun møder rumpenisserne.

Eremitkrebs

Bådkulturen fortsætter
Den del af bådkulturen, jeg godt kan lide, fortsætter. Vi snakker meget med de ankrede både, der inviteres til middag og kaffe de forskellige steder, og vi tager på ture sammen. Dette gør bl.a. at vi møder den spanske båd Sikkim (Sikkimroundtheworld.com) med 3 unge spanske gutter, der taler ganske godt engelsk, dog med en seriøs spansk accent. De siger fx "Hrello, hrow arrre you" og griner sådan her: "Hra hra hra hra hra".

Manta rays (rokker)
Når vinden ikke er til at surfe, så må man jo lave noget andet. Vi får derfor snorklet på en 'manta ray cleaning station' lige ved passet, hvor de store rokker kommer hen for at blive renset af andre fisk. Rokkerne har et vingefang på ca. 4 m. og der er en sigtbarhed på godt 25 m. Først er der en rokke, så kommer to til, dernæst en til. Så nu er der 4 rokker i alt. Nogle af dem svømmer væk, mens andre kommer til. Og dybden er kun 8 m., så man kan sagtens fridykke ned og se dem nedefra. Helt fantastisk.
Et par dage senere dykker vi det samme sted. Så kan man ligge på bunden, lige under rokkerne, og glo op på dem, kun 30 cm. over en selv.

Morgenmad med Sikkim

Anaconda
Jeg ser den første danske båd, siden jeg forlod Danmark, i starten af april. Dem må jeg ud og sige hej til. Det er Anaconda med danske Jan og amerikanske Laura ombord. De har sejlet rundt omkring i verden i temmelig mange år nu. De har dog også torpederet et af de grønne mærker i sejlrenden på vejen ind i lagunen. Uheldigvis er mærker ikke bøjer, som i Danmark, men en betonklods med mærket ovenpå. De har derfor både smadret bøjen, revet hul i sejlet og banket et hul i skroget.
Løsningen på dette er at hæfte spilerfaldet og en styrbordline i ankerkæden, så de kan krænge båden. Derudover har de placeret et kontraanker til bagbord midterklampe, så båden ikke svinger. Således kan båden krænges, så hullet er over vandlinjen - og de kan lægge et par lag glasfiber og male. Ganske simpelt og meget effektivt.
De har derudover spurgt, om jeg har lyst til at sejle med dem. Det bliver ikke denne gang, men jeg kunne sagtens forestille mig at komme tilbage til dem på et senere tidspunkt. Men nu vil jeg tilbage til Danmark.
Således gik der kun 3 dage siden jeg forlod Seaventure til jeg fik et andet tilbud.
De har endvidere en masse dykkerudstyr og kompressor, så det var Anaconda og Sikkim, jeg var ude at dykke med på Manta Ray Cleaning Station.

En aura omkring mig
Laura, fra Anaconda, har sagt, at jeg har sådan en dejlig aura omkring mig - og altid smiler. Ha, tag den... Alle der mener, jeg blot er en tør, kedelig, umenneskelig, økonom, der kun kigger på tal.

Spring Break Maupiti
Hollandske Edgar kunne så godt lide Maupiti og stemningen, at der med jævne mellemrum blev råbt SPRING BREAK MAUPITI med en gejst, som var det paradis, han havde fundet.
Det hele fungerer også mere eller mindre som en sommerlejr, hvor alle er venner. Alle hjælper med at bære bagage, lave mad og vaske op. Det er nu ikke det værste sted at tilbringe et par uger.

Vi ses. Sikkim er sejlet, men Nighthawk er kommet ind.

Et nyt kapitel - YOLO

Maupiti

Billeder fra Maupiti
https://picasaweb.google.com/flyngse/Maupiti?authuser=0&authkey=Gv1sRgCMzAq9C3mZ6kSg&feat=directlink

Maupiti

Kitesurf
Når man er blæst inde, kan man jo lige så godt få det bedste ud af det. Så vi henvender os til en lokal kitesurfer og spørger, om vi kan komme ud og kitesurfe. Yes yes, det kan vi godt finde ud af. Bom, det lyder jo fremragende. Fredag kommer han så forbi båden og siger, at lørdag fikser han noget surfing, nogle øl og grill. Luksus, siger vi bare. Så lørdag tager vi ind på kajen. Der er 2 biler, flere surfere og en kæmpe køleboks fyldt med kolde øl, pølser og koteletter. Vi får stukket en øl i hånden og får strengt at vide, at vi ikke må købe nogen øl eller betale dem for noget af det. Nå, den polynesiske gæstfrihed er ikke til at tage fejl af.
Vi får alle forsøgt med kitesurfingen, men det går sgu ikke rigtig godt for nogen af os. De er meget overbærende og når man ikke er på vandet, sidder man og drikker øl og hygger med guitaren.
For kort at opsummere, så kommer jeg ganske godt ud af det med de lokale surfere og får vist også drukket en øl eller to. Da vi kommer tilbage til båden, virker det i hvert fald kraftigt, som om jeg har holdt min egen fest. Inden båden formår jeg selvfølgelig også at misse dingyen - igen. Jep, godt man har kamera mm. i drybag.

Vai kitesurfer

Søsyge
Vi skulle være sejlet tidligt om morgenen dagen derpå. Det gjorte vi ikke. Afgangen er hermed udskudt - igen. På en eller anden måde passer det mig egentligt meget godt. Jeg er begyndt at blive ret glad for Maupiti.
Vi kommer afsted om aftenen - og så er det ellers modvind og modbøljer. Dette gør at ALLE bliver ramt af søsygen i en eller anden grad. Jeg forsøger først at lave mad; dernæst tager Camilla over; og til sidst færdiggør Bjorn det. Pastasalat - Keep it simple, sailor.
For at toppe det hele af, så er en del af provianten ikke søsikret godt nok. Der ligger derfor upoppede popcorn ud over hele salonen, så man skal passe på, man ikke bliver forvandlet til en skøjteprinsesse, når søen river båden fra side til side og op og ned.
Jeg kryber til køjs - her rører intet mig, udover motoren med dens mekaniske støj, der larmer som en piloteringsmaskine. Dag vækker mig, for at få forklaret søkortet. Ved indsejlingen vækker Dag Bjorn og går selv i seng. Bjorn vækker så mig og siger, at jeg skal sejle ind med Andreas. Så går Bjorn i seng. [Hvad fanden skete der der?] Anyway. Det er en fin og simpel indsejling, der er godt afmærket. Det er nu meget rart, når der er markeret ordentligt.
Sådan kom vi til Bora Bora kl. 2 om natten og ankrede lige foran kajen ved hovedstaden, Vaitape.

Tyk mand fisker, Maupiti

Moderne sko >> hobbittendenser
På Bora Bora får jeg endelig købt et nyt par sko. Jeg er sindsygt træt af at have leget hobbit de sidste 10 dage. Lige meget, hvad folk siger, så er mine fødder bestemt ikke lavet til at vandre på dårligt vedligeholdte betonveje og klipper.

Dykning på Bora Bora
Dagen derpå vil Camilla, Andreas, Dag og jeg ud og dykke sammen. (Karoline vil dykke med dykkercenter og Bjorn bestige et bjerg.) Vi får dykket, men det er ikke verdens bedste dyk. Vi får set en rokke og en masse farvede fisk. Ens forventninger er blevet lidt ødelagt efter Galapagos. Omvendt er det ganske luksus at have 2 sæt dykkerudstyr, 4 flasker og kompressor på båden.

En svær beslutning
Da vi kommer hjem fra dykket, har Tea (kitesurferen) skrevet en mail, om at han håber at se mig tilbage på Maupiti. De har tilbudt at lære mig at kitesurfe. Fåååg, så skal der tages en hurtig beslutning, da vi skal sejle samme aften. Jeg vil gerne sejle med videre, men jeg vil også gerne tilbage til paradisøen. Tankerne vælter rundt, som var det mikado. Det lette er at blive på båden. Det vilde og uforudsigelige er at tage til Maupiti alene og håbe, det går godt.
Det må der drikkes en kold øl på; og spilles et spil sudoku; og endnu en kold øl.
YOLO - You Only Live Once. Så må man jo tage chancen, så man ikke skal leve med noget man fortryder resten af det ganske korte livet. Intet er planlagt, men jeg vil til Maupiti og lære at kitesurfe.
Så blev det til, at jeg må pakke mine ting hurtigt og finde et sted at bo.
Jeg får pakket det hele og kommet i land, hvor Bjorn og Karoline skal hentes. Efter et stykke tid finder jeg ud af, jeg har glemt en meget vigtig ting - mit pas!
Nå, men jeg skal også skrives ud af bådens papirer. Så løsningen bliver, at jeg sover på båden endnu en nat. Den lokale bartender er så sød at tilbyde sin hjælp med noget billig (Bora Bora-priser) overnatning næste dag.

Guitarhygge, Maupiti

Alene på Bora Bora
Jeg tænker, de gerne vil sejle hurtigt, så jeg står op kl. halv 7, da politistationen åbner kl. 8. Det tænker Kaptajn Andreas tilsyneladende ikke, da han først står op sent på formiddagen. Han tager så, i første forsøg, på politistationen uden papir og pas. Så det ender med, jeg først kommer i land efter middag. Jeg får en Garden Bungalow med døde kakkelakker og andet kryb, havudsigt, en rigtig seng, ferskvandsbad, tøjvask og ikke mindst noget privatliv!

Stempler i passet er overvurderet
Jeg må tage penge ud, da der ingen bank er på Maupiti og jeg har sådan ca. 0 lokale pesetas. Officielt er jeg heller ikke i landet, da jeg blev udklareret sammen med båden. Så hen på politistationen (selvfølgelig efter kl. 2, da de holder siesta - ikke at forveksle med fiesta). Her kigger politimanden på mig og siger bare "Frederik?". "Øhm, ja." Jeg får forklaret, at jeg gerne vil have et stempel eller noget andet, så jeg stadig er i landet. Han går om i baglokalet og kommer tilbage. Han har bare streget udklareringen over med kuglepen og skrevet "cancel". Derefter spørger han mig, om det er OK. Hvordan fanden skulle jeg vide det. Jeg vil jo bare gerne kunne komme ud af landet igen. Ikke desto mindre, så blev det løsningen.
Jeg synes, mit pas begynder at bestå af relativt mange håndskrevne noter.

Maupiti

Maupiti, her kommer jeg
Så i morgen (torsdag d. 1. august) tager jeg færgen til Maupiti. Så må vi se, hvad der sker.


PS Jeg har derudover besluttet mig for at komme hjem til Danmark; så jeg når studiestart, i starten af september, og kan få mit gamle job tilbage. Hint hint: Det betyder, jeg mangler et sted at bo i Kbh.