Tiden fra Pitcairn til Kauehi
Billeder fra Gambier (Mangareva):
https://picasaweb.google.com/flyngse/Gambier?authuser=0&authkey=Gv1sRgCMrWqY2Z8dbp_gE&feat=directlink
Motorstop?
Turen mod Gambier går mere eller mindre som en drøm. Vi får motorstop, men ingen ved hvorfor... Hmm... Brændstofslangen bliver renset og dieselen bliver hældt i den nærmeste flaske. Hov, det var min vandflaske. Tak for lort. Heldigvis var det ikke en 18 $ dyr flaske, som Bjorns, men en helt normal kedelig flaske. Så ingen ko på isen der.
Atolsejlads
Vi ser Gambier - en atol-øgruppe. Jo nærmere vi kommer, desto vildere ser det ud, når bølgerne stille og roligt glider gennem havet - men så pludseligt rammer revet, som havde de ramt en mine under 2. verdenskrig. Der ønsker vi absolut ikke, at skibet rammer. Ingen af os har nogensinde sejlet mellem atoller, så det bliver noget af en prøvelse. Jeg er pænt bange for navigationen, da vejledningen er, at man bare skal komme ind med solen bagfra; så kan man se alle skær - og dybden, det er jo blot en farveforskel i vandet.
Første forsøg på at komme ind går ikke, da vejret er for hårdt til, at vi kan se indgangen i revet. Så vi sejler om til den anden indgang, hvor der er nogle bøjer. Her kommer vi ind.
Fransk Polynesien
Således er vi kommet til Fransk Polynesien. Og kan man ikke bare elske franske øer. Vi må gå i land inden vi er indklarerede - og indklareringen koster kun et frimærke til 6 kroner.
Vi har jo ikke rigtigt været på restaurant siden Galapagos, så man kan vist godt sige, at vi hungrer efter sådan et besøg. Vi finder et pizzeria, som også tager $$$. De har desværre ikke øl, men det har supermarkedet, som vel nærmere er et minimarked - juhu - Hinano - Tahiti-øl.
Grapefrugt i massevis
Caroline, Bjorn og jeg tager en vandretur op på toppen af øen. På vejen ned finder vi et grapefrugttræ. Vi får plukket en super saftig grapefrugt - og så går vi ellers i gang med at fråde. Derefter fylder vi vores tasker med frugter, som vi tog med tilbage til båden. Efter bjerget, vil Bjorn og Karoline løbe, men min taske er så propfyldt af de tidligere omtalte frugter, at jeg vælger at gå i min egen lille lykkelige verden. Ikke desto mindre formår jeg at fare vild og kommer til at gå en kæmpe omvej. Det ender med at jeg går inde i junglen, efter solen er gået ned, for at komme over på den rigtige side af øen. Så meget for at navigere på land.
Fest på katamaran bliver til bøffer på seaventure
Når jeg kommer tilbage til båden, får jeg at vide, at vi skal til fest på den 52 fods katamaran, der ligger ved siden af os. Bum tænker jeg. Der er tilsyneladende andre på vores alder på denne ø.
Maria og jeg er kommet sidst ud på båden efter noget en dagstur for os begge, hvorfor vi begge skal bade-lade en smule inden fest. Vi kommer derfor ca. en time senere end resten - og da er katamaranen allerede pænt bedugget...
Efter ca. halvanden øl, for mit vedkommende, flipper kat-kaptajnen fuldstændigt skrot og smider os alle sammen tilbage til vores egen båd med kommentaren: "Alle, der har deres egen jolle, skal sejle nu." Andreas tænker hurtigt og siger: "Husk maden". Camilla skynder sig hen i køleskabet og hiver vores bajere, mens jeg snupper vores linieakvavit med. Kat-kaptajnen har en ordentlig kæp i øret og lægger bare alt fra grillen over i vores skåle. På den måde fik vi udover vores egne hotwings og couscoussalat også en bunke saftige bøffer med tilbage til Seaventure.
Således blev aftenen ganske anderledes.
Dagen derpå kommer kokken (ja, de havde en kok) sejlende med en las blåmuslinger, som undskyldning. Og de smagte fantastisk.
Således fik altså både bøffer og muslinger.
Gratis polynesiske perler
Polyneserne laver perler og det sker på perlefarme. Vi tøffer med dinghyen hen til den nærmeste farm, som vi har en aftale med. Her får vi set alle processerne i at lave perler. Det er ikke så idyllisk og naturligt, som nogen måske tror. Nej, det er en masseproducerende engrosvirksomhed, der eksporterer alle perlerne til Japan. De har derfor ikke nogen perler, vi (tøserne) kan købe, men ejeren siger, at pigerne bare kan få en pose hver af de ikke-så-gode perler. Der må jeg så give min ære et lille hak, ved at nedværdige mig til også godt at kunne være pige for 1 dag, hvis jeg også kunne få en pose perler - selvfølgelig kun til min fremtidige forlovede.
Sådan fik vi alle en pose perler fra det eksotiske Polynesien.
Internet eller ikke internet - det er det moderne Shakesspearespørgsmål
At finde internet på tropeøer er ikke altid lige let. Når man så har fundet det, er det ikke sikkert, det virker. Hvis det virker, er det altid noget af en prøvelse at finde ud af, hvor hurtigt det i virkeligheden er.
Gambier er en af disse øer. Vi finder 2 typer betalingsinternet, som ikke rigtigt virker og en restaurant, hvor det virker nogen gange. Restauranten drives af en ladyboy (meget tydeligt) og følelsen med internettet er sådan ca. sådan her: Der er internet - jubiii - Der er ikke internet - buh - Der er internet - jubii - Der er ikke internet - buh.
Når man sidder og kæmper sådan med at få forbindelse til omverdenen, så ender man med at bruge et stykke tid på restauranten. Det ender simpelthen med, at Andreas og jeg sidder og spiser aftensmad sammen med øens læge, den importerede franske politimand, 3 franske sejlere og kokken, der selvfølgelig alle taler fransk.
Toppen af kagen må blive, at strømmen også går, så vi må sidde og spise i stearinlysets skær. Endnu en god grund til at bruge gas i køkkenet.
Vi er nu sejlet op igennem Tuamotus-øerne. Planen er at sejle til Kauehi, derefter til Rangiroa og så til Tahiti.
En helt almindelig dag på havet
Mandag d. 10. juni er en helt almindelig sejldag. Jeg bliver vækket klokken seks af Maria, da det er min vagt. Jeg bliver vækket for anden gang kl. kvart over seks. Jeg er tilsyneladende faldet i søvn igen. Jeg er kamp træt og beslutter, at mad og drikke er den eneste måde, jeg kommer til at overvinde min træthed. Så jeg starter med en skål morgenmadsblanding og en kop myntete. Derefter begynder jeg at læse om div. destinationer, som vi overvejer at sejle til. Det skal der endnu en kop te til.
Efter at have læst om både destinationerne, ankerpladserne og sejlruterne dertil, beslutter jeg mig for, at det nu er tid til en kop kaffe og det næste gøremål - skægtrimning. Der er nu kommet nok vind til, at man er sikker på, at hårene blæser i vandet. Det er pænt klamt og besværligt, hvis der ligger hår over det hele, eller hvis det flyver ned i kahytten. På trods af at ingen i Danmark formentligt tror på det, så kan jeg faktisk få en mindre løvemanke - selv farven passer. Men sådan en bestialsk manke, den er nu pænt varm - hvorfor jeg godt forstår, at hanløverne vælger at tilbringe det meste af dagen med at dase. Men som sagt, så var det blevet for varmt for mig. Af med skægget og den anden kop kaffe koges; da det tager sin tid med et lille fedtet spejl og en saks på en svagt gyngende båd.
Bisserne skal børstes og øjnene skal sættes i. Vinden er nu blevet blevet hårdere og mere stabil, hvorfor jeg også sætter stagfokken. Vi har nu sat alle 3 sejl og glider langsomt gennem Stillehavet med fire en halv knob.
Camilla står op og begynder at fortære en grapefrugt, mens jeg vasker op (da det er min opvaskedag). Efter opvasken, begynder jeg også på grapefrugten. Den smager himmelsk - både surt og sødt - og er på størrelse med en håndbold. Herefter står resten af båden op - klokken er nu halv ti. Kroppen skal også indsmøres i solcreme - når jeg nu for en gangs skyld husker det - så det bliver den.
Maria har sat gang i en lavine af sengetøjsluftning. Hun luftede sin madras og lagen i går; så i dag vælger alle vi andre at gøre det samme. Det medfører, at vi får masser af skygge, mister en masse udsyn og i store træk kommer til at ligne en sigøjnerbåd.
Landgangen i Gambier medførte også, at jeg fik tjekket min mail og der var firefyrre mails til mig. En del af disse skal besvares og det bliver altså nu - akkompagneret af musik i mine ører.
Til frokost har Karoline mikset rester fra i går op med nogle flere dåser og nogle gulerødder. Til dessert snupper jeg en banan fra klasen, vi har hængende agter. Efterfølgende går samtalen om verdens sygdomme og dødeligheden heraf - Andreas er i gang med at læse om global helse og vil gerne fortælle om det. Dette bringer også altid en kort snak om verdens befolkningsudvikling, global ulighed og resursefordeling med sig.
Opvasken fra frokosten skal klares og derefter filer jeg bambussejlpindene, jeg har snittet til storsejlet, færdigt.
Det ligner, det bliver regn. Ind med al sengetøj og madrasser. Det blev ikke regn.
Karoline kokkererer aftensmad - og det er grillmad. Men der er kommet en del sø; så en resten af maden laves på pande og i ovn. Til sidst bliver jeg så træt af, at sejlene bliver ved med at slå, at jeg går op og begynder at kæmpe med båden. Det bliver en sej kamp. Samtidig er det min opvaskedag, men det er noget af en prøvelse. Alle baljerne vælter ned og autopiloten kan ikke styre. ARGH... Helvede og patter... Kampen bliver ikke lettere af, at det begynder regne. Så nu er jeg også gennemblødt. Fedt.
Alt i alt bliver opvasken færdiggjort, nye sejl sat - og jeg får tørt tøj på.
Inden jeg skal sove, ser jeg noget serie.
Godnat
Knækket bom
Turen indtil videre har jo været stort set uden skader: Ingen er kommet noget til skade og der er ikke sket noget større med båden. Dette bliver der lavet om på. Vi lænser med butterfly (storsejl til styrbord og stagfok til bagbord) og nogle okay-store bølger. Storsejlet stor over, dog med preventer på, hvilket får bommen til at knække i to - lige hvor preventeren (som også er kickenstrap) er fastgjort. Sådan noget skal jo aldrig ske i dagslys, næ nej.
Så nu har vi ikke nogen storsejlsbom. Heldigvis skal vi snart til Papeete, Tahiti, som er stedet at få sådan noegt fikset.
Dårlig stemning ombord
Stemningen er generelt blevet mere og mere spændt. Vi har stort set tilbragt 2 måneder på havet, uden rigtigt at være i land. Vi begynder derfor alle at gå hinanden på nerverne; så selv de mindste ting bliver et irritationsmoment.
Vi er nu alle kommet frem til, at så lang på havet, med så trange kår, er at presse alle folk til grænsen og så fortsætte et godt stykke forbi.
Og når vi så samtidig ikke har haft ordentlig internetforbindelse siden Galapagos, så presser man altså den skandinaviske ungdom...
Kauehi
Vi ankommer til atollen Kauehi fredag, så vi kan sejle gennem passet omkring kl. 2 og derefter 2 timers sejlads gennem lagunen til landsbyen.
Her flyver 4 af os i land og finder ud af, at der ikke er så meget. Vi får købt en øl hver og alle bevæget de stive lemmer en smule.
Alle byens børn kommer ud og leger. De får meget klart kommunikeret, at det er dårligt at drikke øl, fordi man så begynder at slås. Jep sådan er det jo nogle steder.
Næste BLOGindlæg: What shall we do with the drunken sailor...
Billeder fra Gambier (Mangareva):
https://picasaweb.google.com/flyngse/Gambier?authuser=0&authkey=Gv1sRgCMrWqY2Z8dbp_gE&feat=directlink
Motorstop?
Turen mod Gambier går mere eller mindre som en drøm. Vi får motorstop, men ingen ved hvorfor... Hmm... Brændstofslangen bliver renset og dieselen bliver hældt i den nærmeste flaske. Hov, det var min vandflaske. Tak for lort. Heldigvis var det ikke en 18 $ dyr flaske, som Bjorns, men en helt normal kedelig flaske. Så ingen ko på isen der.
Atolsejlads
Vi ser Gambier - en atol-øgruppe. Jo nærmere vi kommer, desto vildere ser det ud, når bølgerne stille og roligt glider gennem havet - men så pludseligt rammer revet, som havde de ramt en mine under 2. verdenskrig. Der ønsker vi absolut ikke, at skibet rammer. Ingen af os har nogensinde sejlet mellem atoller, så det bliver noget af en prøvelse. Jeg er pænt bange for navigationen, da vejledningen er, at man bare skal komme ind med solen bagfra; så kan man se alle skær - og dybden, det er jo blot en farveforskel i vandet.
Første forsøg på at komme ind går ikke, da vejret er for hårdt til, at vi kan se indgangen i revet. Så vi sejler om til den anden indgang, hvor der er nogle bøjer. Her kommer vi ind.
 |
| Ankerplads Du skal bare lige navigere mellem alle revene Der står bøjer på nogle af dem, andre ingenting |
Således er vi kommet til Fransk Polynesien. Og kan man ikke bare elske franske øer. Vi må gå i land inden vi er indklarerede - og indklareringen koster kun et frimærke til 6 kroner.
Vi har jo ikke rigtigt været på restaurant siden Galapagos, så man kan vist godt sige, at vi hungrer efter sådan et besøg. Vi finder et pizzeria, som også tager $$$. De har desværre ikke øl, men det har supermarkedet, som vel nærmere er et minimarked - juhu - Hinano - Tahiti-øl.
Grapefrugt i massevis
Caroline, Bjorn og jeg tager en vandretur op på toppen af øen. På vejen ned finder vi et grapefrugttræ. Vi får plukket en super saftig grapefrugt - og så går vi ellers i gang med at fråde. Derefter fylder vi vores tasker med frugter, som vi tog med tilbage til båden. Efter bjerget, vil Bjorn og Karoline løbe, men min taske er så propfyldt af de tidligere omtalte frugter, at jeg vælger at gå i min egen lille lykkelige verden. Ikke desto mindre formår jeg at fare vild og kommer til at gå en kæmpe omvej. Det ender med at jeg går inde i junglen, efter solen er gået ned, for at komme over på den rigtige side af øen. Så meget for at navigere på land.
 |
| Udsigt fra toppen af Mangareva |
Fest på katamaran bliver til bøffer på seaventure
Når jeg kommer tilbage til båden, får jeg at vide, at vi skal til fest på den 52 fods katamaran, der ligger ved siden af os. Bum tænker jeg. Der er tilsyneladende andre på vores alder på denne ø.
Maria og jeg er kommet sidst ud på båden efter noget en dagstur for os begge, hvorfor vi begge skal bade-lade en smule inden fest. Vi kommer derfor ca. en time senere end resten - og da er katamaranen allerede pænt bedugget...
Efter ca. halvanden øl, for mit vedkommende, flipper kat-kaptajnen fuldstændigt skrot og smider os alle sammen tilbage til vores egen båd med kommentaren: "Alle, der har deres egen jolle, skal sejle nu." Andreas tænker hurtigt og siger: "Husk maden". Camilla skynder sig hen i køleskabet og hiver vores bajere, mens jeg snupper vores linieakvavit med. Kat-kaptajnen har en ordentlig kæp i øret og lægger bare alt fra grillen over i vores skåle. På den måde fik vi udover vores egne hotwings og couscoussalat også en bunke saftige bøffer med tilbage til Seaventure.
Således blev aftenen ganske anderledes.
Dagen derpå kommer kokken (ja, de havde en kok) sejlende med en las blåmuslinger, som undskyldning. Og de smagte fantastisk.
Således fik altså både bøffer og muslinger.
 |
| Bjorn og Karoline på toppen |
Polyneserne laver perler og det sker på perlefarme. Vi tøffer med dinghyen hen til den nærmeste farm, som vi har en aftale med. Her får vi set alle processerne i at lave perler. Det er ikke så idyllisk og naturligt, som nogen måske tror. Nej, det er en masseproducerende engrosvirksomhed, der eksporterer alle perlerne til Japan. De har derfor ikke nogen perler, vi (tøserne) kan købe, men ejeren siger, at pigerne bare kan få en pose hver af de ikke-så-gode perler. Der må jeg så give min ære et lille hak, ved at nedværdige mig til også godt at kunne være pige for 1 dag, hvis jeg også kunne få en pose perler - selvfølgelig kun til min fremtidige forlovede.
Sådan fik vi alle en pose perler fra det eksotiske Polynesien.
 |
| Perlefarm på Mangareva |
At finde internet på tropeøer er ikke altid lige let. Når man så har fundet det, er det ikke sikkert, det virker. Hvis det virker, er det altid noget af en prøvelse at finde ud af, hvor hurtigt det i virkeligheden er.
Gambier er en af disse øer. Vi finder 2 typer betalingsinternet, som ikke rigtigt virker og en restaurant, hvor det virker nogen gange. Restauranten drives af en ladyboy (meget tydeligt) og følelsen med internettet er sådan ca. sådan her: Der er internet - jubiii - Der er ikke internet - buh - Der er internet - jubii - Der er ikke internet - buh.
Når man sidder og kæmper sådan med at få forbindelse til omverdenen, så ender man med at bruge et stykke tid på restauranten. Det ender simpelthen med, at Andreas og jeg sidder og spiser aftensmad sammen med øens læge, den importerede franske politimand, 3 franske sejlere og kokken, der selvfølgelig alle taler fransk.
Toppen af kagen må blive, at strømmen også går, så vi må sidde og spise i stearinlysets skær. Endnu en god grund til at bruge gas i køkkenet.
 |
| Træ med pels - Mangareva |
En helt almindelig dag på havet
Mandag d. 10. juni er en helt almindelig sejldag. Jeg bliver vækket klokken seks af Maria, da det er min vagt. Jeg bliver vækket for anden gang kl. kvart over seks. Jeg er tilsyneladende faldet i søvn igen. Jeg er kamp træt og beslutter, at mad og drikke er den eneste måde, jeg kommer til at overvinde min træthed. Så jeg starter med en skål morgenmadsblanding og en kop myntete. Derefter begynder jeg at læse om div. destinationer, som vi overvejer at sejle til. Det skal der endnu en kop te til.
Efter at have læst om både destinationerne, ankerpladserne og sejlruterne dertil, beslutter jeg mig for, at det nu er tid til en kop kaffe og det næste gøremål - skægtrimning. Der er nu kommet nok vind til, at man er sikker på, at hårene blæser i vandet. Det er pænt klamt og besværligt, hvis der ligger hår over det hele, eller hvis det flyver ned i kahytten. På trods af at ingen i Danmark formentligt tror på det, så kan jeg faktisk få en mindre løvemanke - selv farven passer. Men sådan en bestialsk manke, den er nu pænt varm - hvorfor jeg godt forstår, at hanløverne vælger at tilbringe det meste af dagen med at dase. Men som sagt, så var det blevet for varmt for mig. Af med skægget og den anden kop kaffe koges; da det tager sin tid med et lille fedtet spejl og en saks på en svagt gyngende båd.
Bisserne skal børstes og øjnene skal sættes i. Vinden er nu blevet blevet hårdere og mere stabil, hvorfor jeg også sætter stagfokken. Vi har nu sat alle 3 sejl og glider langsomt gennem Stillehavet med fire en halv knob.
Camilla står op og begynder at fortære en grapefrugt, mens jeg vasker op (da det er min opvaskedag). Efter opvasken, begynder jeg også på grapefrugten. Den smager himmelsk - både surt og sødt - og er på størrelse med en håndbold. Herefter står resten af båden op - klokken er nu halv ti. Kroppen skal også indsmøres i solcreme - når jeg nu for en gangs skyld husker det - så det bliver den.
Maria har sat gang i en lavine af sengetøjsluftning. Hun luftede sin madras og lagen i går; så i dag vælger alle vi andre at gøre det samme. Det medfører, at vi får masser af skygge, mister en masse udsyn og i store træk kommer til at ligne en sigøjnerbåd.
Landgangen i Gambier medførte også, at jeg fik tjekket min mail og der var firefyrre mails til mig. En del af disse skal besvares og det bliver altså nu - akkompagneret af musik i mine ører.
Til frokost har Karoline mikset rester fra i går op med nogle flere dåser og nogle gulerødder. Til dessert snupper jeg en banan fra klasen, vi har hængende agter. Efterfølgende går samtalen om verdens sygdomme og dødeligheden heraf - Andreas er i gang med at læse om global helse og vil gerne fortælle om det. Dette bringer også altid en kort snak om verdens befolkningsudvikling, global ulighed og resursefordeling med sig.
Opvasken fra frokosten skal klares og derefter filer jeg bambussejlpindene, jeg har snittet til storsejlet, færdigt.
Det ligner, det bliver regn. Ind med al sengetøj og madrasser. Det blev ikke regn.
Karoline kokkererer aftensmad - og det er grillmad. Men der er kommet en del sø; så en resten af maden laves på pande og i ovn. Til sidst bliver jeg så træt af, at sejlene bliver ved med at slå, at jeg går op og begynder at kæmpe med båden. Det bliver en sej kamp. Samtidig er det min opvaskedag, men det er noget af en prøvelse. Alle baljerne vælter ned og autopiloten kan ikke styre. ARGH... Helvede og patter... Kampen bliver ikke lettere af, at det begynder regne. Så nu er jeg også gennemblødt. Fedt.
Alt i alt bliver opvasken færdiggjort, nye sejl sat - og jeg får tørt tøj på.
Inden jeg skal sove, ser jeg noget serie.
Godnat
 |
| Billede af mig, hvis man nu skulle have glemt, hvordan jeg ser ud Mangareva |
Turen indtil videre har jo været stort set uden skader: Ingen er kommet noget til skade og der er ikke sket noget større med båden. Dette bliver der lavet om på. Vi lænser med butterfly (storsejl til styrbord og stagfok til bagbord) og nogle okay-store bølger. Storsejlet stor over, dog med preventer på, hvilket får bommen til at knække i to - lige hvor preventeren (som også er kickenstrap) er fastgjort. Sådan noget skal jo aldrig ske i dagslys, næ nej.
Så nu har vi ikke nogen storsejlsbom. Heldigvis skal vi snart til Papeete, Tahiti, som er stedet at få sådan noegt fikset.
Dårlig stemning ombord
Stemningen er generelt blevet mere og mere spændt. Vi har stort set tilbragt 2 måneder på havet, uden rigtigt at være i land. Vi begynder derfor alle at gå hinanden på nerverne; så selv de mindste ting bliver et irritationsmoment.
Vi er nu alle kommet frem til, at så lang på havet, med så trange kår, er at presse alle folk til grænsen og så fortsætte et godt stykke forbi.
Og når vi så samtidig ikke har haft ordentlig internetforbindelse siden Galapagos, så presser man altså den skandinaviske ungdom...
 |
| Øsupermarked - dette er propfyldt - sig farvel til Netto Mangareva |
Vi ankommer til atollen Kauehi fredag, så vi kan sejle gennem passet omkring kl. 2 og derefter 2 timers sejlads gennem lagunen til landsbyen.
Her flyver 4 af os i land og finder ud af, at der ikke er så meget. Vi får købt en øl hver og alle bevæget de stive lemmer en smule.
Alle byens børn kommer ud og leger. De får meget klart kommunikeret, at det er dårligt at drikke øl, fordi man så begynder at slås. Jep sådan er det jo nogle steder.
Næste BLOGindlæg: What shall we do with the drunken sailor...
