fredag den 28. juni 2013

Folk bliver spist i Polynesien - Hulalulalej

Tiden fra Pitcairn til Kauehi
Billeder fra Gambier (Mangareva):
https://picasaweb.google.com/flyngse/Gambier?authuser=0&authkey=Gv1sRgCMrWqY2Z8dbp_gE&feat=directlink

Motorstop?
Turen mod Gambier går mere eller mindre som en drøm. Vi får motorstop, men ingen ved hvorfor... Hmm... Brændstofslangen bliver renset og dieselen bliver hældt i den nærmeste flaske. Hov, det var min vandflaske. Tak for lort. Heldigvis var det ikke en 18 $ dyr flaske, som Bjorns, men en helt normal kedelig flaske. Så ingen ko på isen der.

Atolsejlads
Vi ser Gambier - en atol-øgruppe. Jo nærmere vi kommer, desto vildere ser det ud, når bølgerne stille og roligt glider gennem havet - men så pludseligt rammer revet, som havde de ramt en mine under 2. verdenskrig. Der ønsker vi absolut ikke, at skibet rammer. Ingen af os har nogensinde sejlet mellem atoller, så det bliver noget af en prøvelse. Jeg er pænt bange for navigationen, da vejledningen er, at man bare skal komme ind med solen bagfra; så kan man se alle skær - og dybden, det er jo blot en farveforskel i vandet.
Første forsøg på at komme ind går ikke, da vejret er for hårdt til, at vi kan se indgangen i revet. Så vi sejler om til den anden indgang, hvor der er nogle bøjer. Her kommer vi ind.

Ankerplads
Du skal bare lige navigere mellem alle revene
Der står bøjer på nogle af dem, andre ingenting
Fransk Polynesien
Således er vi kommet til Fransk Polynesien. Og kan man ikke bare elske franske øer. Vi må gå i land inden vi er indklarerede - og indklareringen koster kun et frimærke til 6 kroner.
Vi har jo ikke rigtigt været på restaurant siden Galapagos, så man kan vist godt sige, at vi hungrer efter sådan et besøg. Vi finder et pizzeria, som også tager $$$. De har desværre ikke øl, men det har supermarkedet, som vel nærmere er et minimarked - juhu - Hinano - Tahiti-øl.

Grapefrugt i massevis
Caroline, Bjorn og jeg tager en vandretur op på toppen af øen. På vejen ned finder vi et grapefrugttræ. Vi får plukket en super saftig grapefrugt - og så går vi ellers i gang med at fråde. Derefter fylder vi vores tasker med frugter, som vi tog med tilbage til båden. Efter bjerget, vil Bjorn og Karoline løbe, men min taske er så propfyldt af de tidligere omtalte frugter, at jeg vælger at gå i min egen lille lykkelige verden. Ikke desto mindre formår jeg at fare vild og kommer til at gå en kæmpe omvej. Det ender med at jeg går inde i junglen, efter solen er gået ned, for at komme over på den rigtige side af øen. Så meget for at navigere på land.

Udsigt fra toppen af Mangareva

Fest på katamaran bliver til bøffer på seaventure
Når jeg kommer tilbage til båden, får jeg at vide, at vi skal til fest på den 52 fods katamaran, der ligger ved siden af os. Bum tænker jeg. Der er tilsyneladende andre på vores alder på denne ø.
Maria og jeg er kommet sidst ud på båden efter noget en dagstur for os begge, hvorfor vi begge skal bade-lade en smule inden fest. Vi kommer derfor ca. en time senere end resten - og da er katamaranen allerede pænt bedugget...
Efter ca. halvanden øl, for mit vedkommende, flipper kat-kaptajnen fuldstændigt skrot og smider os alle sammen tilbage til vores egen båd med kommentaren: "Alle, der har deres egen jolle, skal sejle nu." Andreas tænker hurtigt og siger: "Husk maden". Camilla skynder sig hen i køleskabet og hiver vores bajere, mens jeg snupper vores linieakvavit med. Kat-kaptajnen har en  ordentlig kæp i øret og lægger bare alt fra grillen over i vores skåle. På den måde fik vi udover vores egne hotwings og couscoussalat også en bunke saftige bøffer med tilbage til Seaventure.
Således blev aftenen ganske anderledes.
Dagen derpå kommer kokken (ja, de havde en kok) sejlende med en las blåmuslinger, som undskyldning. Og de smagte fantastisk.
Således fik altså både bøffer og muslinger.

Bjorn og Karoline på toppen
Gratis polynesiske perler
Polyneserne laver perler og det sker på perlefarme. Vi tøffer med dinghyen hen til den nærmeste farm, som vi har en aftale med. Her får vi set alle processerne i at lave perler. Det er ikke så idyllisk og naturligt, som nogen måske tror. Nej, det er en masseproducerende engrosvirksomhed, der eksporterer alle perlerne til Japan. De har derfor ikke nogen perler, vi (tøserne) kan købe, men ejeren siger, at pigerne bare kan få en pose hver af de ikke-så-gode perler. Der må jeg så give min ære et lille hak, ved at nedværdige mig til også godt at kunne være pige for 1 dag, hvis jeg også kunne få en pose perler - selvfølgelig kun til min fremtidige forlovede.
Sådan fik vi alle en pose perler fra det eksotiske Polynesien.

Perlefarm på Mangareva
Internet eller ikke internet - det er det moderne Shakesspearespørgsmål
At finde internet på tropeøer er ikke altid lige let. Når man så har fundet det, er det ikke sikkert, det virker. Hvis det virker, er det altid noget af en prøvelse at finde ud af, hvor hurtigt det i virkeligheden er.
Gambier er en af disse øer. Vi finder 2 typer betalingsinternet, som ikke rigtigt virker og en restaurant, hvor det virker nogen gange. Restauranten drives af en ladyboy (meget tydeligt) og følelsen med internettet er sådan ca. sådan her: Der er internet - jubiii - Der er ikke internet - buh - Der er internet - jubii - Der er ikke internet - buh.
Når man sidder og kæmper sådan med at få forbindelse til omverdenen, så ender man med at bruge et stykke tid på restauranten. Det ender simpelthen med, at Andreas og jeg sidder og spiser aftensmad sammen med øens læge, den importerede franske politimand, 3 franske sejlere og kokken, der selvfølgelig alle taler fransk.
Toppen af kagen må blive, at strømmen også går, så vi må sidde og spise i stearinlysets skær. Endnu en god grund til at bruge gas i køkkenet.

Træ med pels - Mangareva
Vi er nu sejlet op igennem Tuamotus-øerne. Planen er at sejle til Kauehi, derefter til Rangiroa og så til Tahiti.

En helt almindelig dag på havet
Mandag d. 10. juni er en helt almindelig sejldag. Jeg bliver vækket klokken seks af Maria, da det er min vagt. Jeg bliver vækket for anden gang kl. kvart over seks. Jeg er tilsyneladende faldet i søvn igen. Jeg er kamp træt og beslutter, at mad og drikke er den eneste måde, jeg kommer til at overvinde min træthed. Så jeg starter med en skål morgenmadsblanding og en kop myntete. Derefter begynder jeg at læse om div. destinationer, som vi overvejer at sejle til. Det skal der endnu en kop te til.
Efter at have læst om både destinationerne, ankerpladserne og sejlruterne dertil, beslutter jeg mig for, at det nu er tid til en kop kaffe og det næste gøremål - skægtrimning. Der er nu kommet nok vind til, at man er sikker på, at hårene blæser i vandet. Det er pænt klamt og besværligt, hvis der ligger hår over det hele, eller hvis det flyver ned i kahytten. På trods af at ingen i Danmark formentligt tror på det, så kan jeg faktisk få en mindre løvemanke - selv farven passer. Men sådan en bestialsk manke, den er nu pænt varm - hvorfor jeg godt forstår, at hanløverne vælger at tilbringe det meste af dagen med at dase. Men som sagt, så var det blevet for varmt for mig. Af med skægget og den anden kop kaffe koges; da det tager sin tid med et lille fedtet spejl og en saks på en svagt gyngende båd.
Bisserne skal børstes og øjnene skal sættes i. Vinden er nu blevet blevet hårdere og mere stabil, hvorfor jeg også sætter stagfokken. Vi har nu sat alle 3 sejl og glider langsomt gennem Stillehavet med fire en halv knob.
Camilla står op og begynder at fortære en grapefrugt, mens jeg vasker op (da det er min opvaskedag). Efter opvasken, begynder jeg også på grapefrugten. Den smager himmelsk - både surt og sødt - og er på størrelse med en håndbold. Herefter står resten af båden op - klokken er nu halv ti. Kroppen skal også indsmøres i solcreme - når jeg nu for en gangs skyld husker det - så det bliver den.
Maria har sat gang i en lavine af sengetøjsluftning. Hun luftede sin madras og lagen i går; så i dag vælger alle vi andre at gøre det samme. Det medfører, at vi får masser af skygge, mister en masse udsyn og i store træk kommer til at ligne en sigøjnerbåd.
Landgangen i Gambier medførte også, at jeg fik tjekket min mail og der var firefyrre mails til mig. En del af disse skal besvares og det bliver altså nu - akkompagneret af musik i mine ører.
Til frokost har Karoline mikset rester fra i går op med nogle flere dåser og nogle gulerødder. Til dessert snupper jeg en banan fra klasen, vi har hængende agter. Efterfølgende går samtalen om verdens sygdomme og dødeligheden heraf - Andreas er i gang med at læse om global helse og vil gerne fortælle om det. Dette bringer også altid en kort snak om verdens befolkningsudvikling, global ulighed og resursefordeling med sig.
Opvasken fra frokosten skal klares og derefter filer jeg bambussejlpindene, jeg har snittet til storsejlet, færdigt.
Det ligner, det bliver regn. Ind med al sengetøj og madrasser. Det blev ikke regn.
Karoline kokkererer aftensmad - og det er grillmad. Men der er kommet en del sø; så en resten af maden laves på pande og i ovn. Til sidst bliver jeg så træt af, at sejlene bliver ved med at slå, at jeg går op og begynder at kæmpe med båden. Det bliver en sej kamp. Samtidig er det min opvaskedag, men det er noget af en prøvelse. Alle baljerne vælter ned og autopiloten kan ikke styre. ARGH... Helvede og patter... Kampen bliver ikke lettere af, at det begynder regne. Så nu er jeg også gennemblødt. Fedt.
Alt i alt bliver opvasken færdiggjort, nye sejl sat - og jeg får tørt tøj på.
Inden jeg skal sove, ser jeg noget serie.
Godnat

Billede af mig, hvis man nu skulle have glemt, hvordan jeg ser ud
Mangareva
Knækket bom
Turen indtil videre har jo været stort set uden skader: Ingen er kommet noget til skade og der er ikke sket noget større med båden. Dette bliver der lavet om på. Vi lænser med butterfly (storsejl til styrbord og stagfok til bagbord) og nogle okay-store bølger. Storsejlet stor over, dog med preventer på, hvilket får bommen til at knække i to - lige hvor preventeren (som også er kickenstrap) er fastgjort. Sådan noget skal jo aldrig ske i dagslys, næ nej.
Så nu har vi ikke nogen storsejlsbom. Heldigvis skal vi snart til Papeete, Tahiti, som er stedet at få sådan noegt fikset.

Dårlig stemning ombord
Stemningen er generelt blevet mere og mere spændt. Vi har stort set tilbragt 2 måneder på havet, uden rigtigt at være i land. Vi begynder derfor alle at gå hinanden på nerverne; så selv de mindste ting bliver et irritationsmoment.
Vi er nu alle kommet frem til, at så lang på havet, med så trange kår, er at presse alle folk til grænsen og så fortsætte et godt stykke forbi.
Og når vi så samtidig ikke har haft ordentlig internetforbindelse siden Galapagos, så presser man altså den skandinaviske ungdom...

Øsupermarked - dette er propfyldt - sig farvel til Netto
Mangareva
Kauehi
Vi ankommer til atollen Kauehi fredag, så vi kan sejle gennem passet omkring kl. 2 og derefter 2 timers sejlads gennem lagunen til landsbyen.
Her flyver 4 af os i land og finder ud af, at der ikke er så meget. Vi får købt en øl hver og alle bevæget de stive lemmer en smule.
Alle byens børn kommer ud og leger. De får meget klart kommunikeret, at det er dårligt at drikke øl, fordi man så begynder at slås. Jep sådan er det jo nogle steder.

Næste BLOGindlæg: What shall we do with the drunken sailor...

lørdag den 22. juni 2013

Pitcairn - definitionen på økuller

Pitcairn - Stedet, hvor kaffekoppen står stille
Så kom vi sgu til Pitcairn - En ø midt i Stillehavet, hvor der bor ca. 50 mennesker. Vejret er ganske godt, når vi ankommer, så alle har mulighed for at komme i land. Desværre må nogle sove på båden og være ankervagter - specielt fordi vejret skulle blive dårligt de næste par dage -  og man kan ikke ligefrem kalde ankerpladsen for at være i læ. Nej, ankringen føles mere som om, man sejler i stiv kuling mod vind og vejr. Dette vil også sige, at man sover med slingregrej, så man ikke falder ud af køjen.
Karoline og Bjorn får lortevagten, mens vi 4 andre flytter i land for 3 nætter. Juhuu - Fast grund under fødderne efter 22 dage på havet er nu ganske godt.
Nå, men vi er jo ikke kommet for at være kulturelle - i hvert fald ikke i starten - Nej, vi er sømaend. Så vi skal have en bar. Men det skal åbenbart ikke være så let. Nej, der skal kaldes over VHF'en for at spørge, om barejeren gider åbne baren. Den har godt nok ikke været åben i de sidste 9 måneder - Hele øen havde jo også ligget nede med influenza i januar(!) - så der var ikke så rent. Anyway: Vi fik vores øl, mens hele besætningen var i land. Samtidig er Barejeren også brugsuddeleren, så vi fik hende også overtalt til at åbne butikken mellem 2 øl. Juhu, og så var der SNICKERS!!!

Pitcairn - Adamstown
Homestaying
Der er ikke nogen hoteller eller restauranter, så man skal bo hjemme hos folk (ha, airbnb, Pitcairn er så meget mere frontløbere end jer). Camilla og jeg får lov til at bo hos Carol og Jay, mens de 2 nordmænd, Andreas og Maria, skal bo sammen med den eneste nordmands-øbo, nemlig Kari.
Vi kommer hjem til aftensmadstid og får at vide, at vi skal ud og spise. Min gode gud, tænker jeg; hvor fanden skal vi gå hen - Der er jo ingen restauranter. Men vi skal til stor fredags-familiemiddag. Eller nærmere ædegilde. Der er et langbord; fyldt med mad. Der er simpelthen så meget mad, at jeg ikke når at smage det hele. Derefter er der selvfølgelig dessertbord. Det er jo helt syge mængder af mad for min mave, der kun bliver mindre og mindre (jeg har allerede tabt 3 kilo - og har ikke fundet dem igen). Det føles ligesom at være til julefrokost i Lyngsefamilien.

Familiefredagsmiddag

Buffet

Aftenen toppes af ved, at vi så også skal øve salmer til kirken. Så hele familien (11 personer fordelt på 4 generationer), pastoren og os danskere sidder og synger om Jesus på korset.

Familiesang
Spis, æd, fortær, konsumer
Dagene efter går med at se øen og gå nogle ture. Bare det at få brugt benene lidt er som paradis, når man har frivilligt har spærret sig inde på en båd i så lang tid. Samtidig får vi ufatteligt meget god mad, da Carol åbenbart er Pitcairns Brødrene Price: Masser af god mad - stegt med masser af smør - hele tiden. Derudover har de så meget frugt og grønt, at de ikke kan nå at spise det. Så vi smovser i passionsfrugter, snack-bananer (hvilket er mit udtryk for små bananer) og papaya.
For en der er så glad for mad som mig, så er dette her jo Edens have, da jeg jo godt ved, at jeg ville se ned på Jabba the Hut, hvis jeg blev ved på denne måde. Ikke engang Meyers kantine med buffet kan konkurrere med Carol Waren - Hun serverer nemlig også mad udenfor tidsrummet 11.30-13.30.

Bounty-familien
Stort set alle beboerne er født og opvokset på Pitcairn - dog med nogle enkelte ægtefæller som tilflyttere. Og de fik først internet i 2006. Så lad os bare sige, at en del af dem havde, hvad man vist må definere som en vis form for økuller. På overfladen virker alle som om det er et stort paradis; nedenunder, er der en masser intriger; men dybest nede, så er mentaliteten, at man hjælper hinanden.
Dette opleves bl.a. når det kvartalsmæssige forsyningsskib kommer ind, dagen efter os. De skal alle hjælpes ad med at få containerne i land. Så det car ganske livsbekræftende; at se et helt samfund løfte i flok.

Longboat kommer ind med container
Alle er dog meget venlige og vi får åbenbart gjort så godt et indtryk på dem, at Andreas og jeg får (gratis) frokost den sidste dag, vi kommer i land. Det er hjemmelavet pizza - og det smager bare godt.

Drikkevand = regnvand
En øde ø midt i Stillehavet har åbenbart ikke lige så meget grundvand som det ganske danske land. Så her er alt drikkevand altså opsamlet regnvand. Dette betyder, at alle hustage er regnvandsopsamlere. Vandet løber så via tagrenderne ned i diverse gigantiske tanke. Et af husene har f.eks. 'kun' 120.000 liter drikkevandtank. Derudover kommer selvfølgelig tankene til haven. Til at sætte tingene lidt i perspektiv, så har vi ca. 1.000 liter 6 personer i en måned. Men det er også ganske stramt.
Nå, ikke desto mindre, så har de også nogen gange tørke i 6 måneder i streg, hvorfor de faktisk har brug for så store tanke.

Ankervagt
Efter 3 nætter på land, tager Camilla, Andreas og jeg ud til båden og bytter med Karoline og Bjorn. De har taget en for holdet. De har haft virkeligt dårligt vejr; ankeraflasteren har knækket 2 gange og de har hængt i den bitre ende (sidste led i ankerkæden, der er boltet fast direkte i skibets skrog). Derudover har ankerkæden været viklet om nogle sten, så de skulle dykke ned, for at få kæden løs, da de skulle omankre.
Vi får heldigvis en noget mindre oplevelsesrig 3-døgns vagt. Vi får lavet en masse tjek og reparationer på båden. Dermed er vi klar til at sejle, når vi vil. Samtidig holder vi skarpt øje med ankeret og aflasterne. Vi har nu sat 2 ankre, 80 meter kæde og 4 sikringer på, før den bitre ende.

Andreas og Bjorn på vej ud til Seaventure - inden Bjorn kæntrer

Man skal ikke altid spare, hvor man kan....
Vi prøver at spare nogle penge på selv at sejle til og fra båden med kajak og gummibåd. Den sidste dag, sejler Andreas og jeg i land med vores oppustelige kajak - Og Jay står på kajen og ser os komme surfene/roende ind med et kækt blik i øjnene.
Om eftermiddagen skal det ikke gå så let. Vi skal nu mig, Andreas, Karoline og Bjorn, deres baggage og den sidste proviant ud til båden. Bølgerne går dog ganske højt. Så vi beslutter: 2 ud med baggage og 1 ind. Andreas og Bjorn kommer ud til båden, hvorefter Bjorn kommer roende alene tilbage. I havnemundingen bryden en bølge lige bag ham og han bliver revet rundt, kæntrer og bliver kastet ind mod stenene. Hverken Bjorn eller kajakken kom noget til skade.
Dette er dog nok for longboat-kaptajnen Jay, der nu kigger meget voksent på mig og siger med en meget myndig mandsstemme, som var han min far: >>Frederik. Tror du ikke, det er bedre, at I kommer ud med longboaten og  bliver sat i der?<< Jeg svarer, at han nok har ret og tager lykkeligt imod tilbuddet.
Sådan gik det, at alle og alt kom ombord.

Næste stop: Gambier - Fransk Polynesien

PS De fleste på sådan en øde ø læser mange bøger og ser mange film/serier. Men da internettet er rocker dyrt, får de meget af det fra sejlere. Således fik jeg masser af goodwill, ved at de kunne få alle de film og serier fra min harddisk, som der nu var.
Til gengæld fik vi også fyldt op med film, serier og flere tusinde kindle-bøger. Så nu løber jeg i hvert fald ikke tør for læsestof - juhu. Og kindlen er helt fantastisk at læse på. Faktisk endnu bedre end en bog, da den vejer mindre og har indbygget lys.