torsdag den 30. maj 2013

Meget laaang sejltur fra Galapagos til Picairn


Sejltur fra Galapagos til Pitcairn, Kageskibet, Norges nationaldag, fødselsdage, mad, mad, mad og kager
(Desværre ikke så mange billeder, da internet på Pitcairn er dyrt og langsomt.)

Farvel Galapagos

Dag 0
Vi starter med, at alle kommer ombord efter den klassiske obligatoriske internettur, som alle lige skal på, inden hvilken som helst lidt længere sejlads. Herefter skal det sidste klargøres: Et rebehul i storsejlet skal sys; det sidste skal stuves væk; og jeg laver Galapagos' sidste nadver, hvilket er pastatomatsovs, som alle elsker.
Så sejler vi afsted i mørket. Farvel til Galapagos og den spansktalende verden. Og farvel til mig som tolk, for alle ved, at jeg i hvert fald ikke taler fransk.

Dag I
Dagen starter for mig med nattevagt fra 4-6, efterfulgt af mere søvn. Da klokken slår 10, er det tid til Bjorns Bootcamp. Nu skal der trænes, så vi ikke bliver til små forædte børn af Moder Jord. Nej, vi skal ikke fanges af dovenskabens ugidelige dvaskhed.
Pøsen (spanden) mistes, da en har bundet et meget dårligt pælestik.
Man skal huske sine vitaminer, så man ikke får skørbug. Derfor vælger jeg at tage mod en "C-vitamin booster", som jeg forsøger at sluge uden egentlig at tænke over, at den faktisk er på størrelse med en Superpiratos. Den sætter sig selvfølgelig fast i halsen, hvorefter Karoline hånende siger, det er en brusetablet. Flot Frederik.
Til aftensmad får vi vege-lasagne og salat. Dvs. lasagne med vegetarisk kød, der ifølge pakken "smager helt som normalt kød". Der kan man så overveje, hvor grænsen for falsk varebetegnelse går. Men middagen som helhed var ikke mindre end fantastisk og kokken hed Karoline.

Dag II
I dag kom de første sms'er ind på sattelittelefonen - og hvem skulle have troet, at den labgbenede (spar) bonde-fanger Petronella skulle sende en besked så langt. Ikke desto mindre, så var den til mig - Juhu. Derudover har Karoline og jeg lavet en origami-sejlbåd.
Til aftensmad fik vi linsesuppe kokkeret af Camilla.

Dag 3
Det blæser op og vi sætter ny fartrekord (over grund) med 9,9 knob. Sejlene rebes og vi sejler det meste af tiden med dobbeltrebet storsejl og stagfok. Vinden fører også bølger med sig. De vil også ind i kahytten, så det skal de da have lov til. Således har vi åbnet alle luger, hvilket medfører at kartoflerne (indpakket i svenske aviser, hvilket Bjorn endnu ikke ved, da han stadig tror, han skal læse dem, selvom de er fra 2012), får sig en uventet morgenskylder.
Vi får banankage om eftermiddagen og til aftensmad får vi det sædvanlige (spaghetti kødsovs), hvor kødet selvfølgelig er fra dåse - 'ham in a can'.

Dag 2+2
Vi sejler stadig kun med rebet store og stagfok. Der er nu så godt gang i vejret, at vi laver for meget strøm med solpaneler, vindmølle og slæbegenerator (vandmølle). Nej en 'smart charger' er ikke en del af udstyret.
Der var 1, der var 2, og der var 3 fisk på krogen. Så fiske-kokos-suppe til aftensmad og ceviche til i morgen. Alle fiskene er mahi-mahi aka dorados, en helt almindelig hvid fisk, som smager ganske godt.
Toplanternen er gået igen, på trods af, at jeg fiksede den på Galapagos. Sikke noget juks.

Dag V
Der var 4, der var 5, på fiskekrogen. Så i dag fik vi ceviche til frokost og fisketortillas til aftensmad. Derudover fik vi kakao-kokos-kugler med masser af smør. Og da 90 procent af alle nordmænd spiser tacos/tortillas om fredagen, skulle vi da også have fredagsøl.
Vi har nu kun 114 æg tilbage af de 240 æg, vi købte i Salinas, inden vi tog mod Galapagos. Og de holder sig fint, da jeg vender dem ugentligt, så blommen ikke sætter sig fast på skallen, så æggene rådner. Så rationering: maks 6 æg om dagen.
Vi har derudover indset, at vi også må rationere løgene. Så der er maks 1 løg per dag, til os alle sammen.
Dagens gøremål var, at Karoline og jeg 'byggede' et fiskebord, som vi kan lægge oven på vores cockpitbord. Det er der så bundet liner i, så det kan smides over bord og rengøres af havet, mens cockpitbordet ikke bliver helt fisket til - Det er der jo ingen ben i.

Dag seks
Dagen hvor jeg serverede grilmad i rum sø, med store bølger og stiv vind. Og selvfølgelig øl hertil.
Hertil kommer, at alle sejl bliver sat, da vinden har løjet.
Dagens kage: banankage med chokoladestykker og et twizt af passionsfrugt.

Dag 7
Solen er nu begyndt at stå "sent" op, da vi ikke har tidszonereguleret vores kronometre.
Det blæser op, så vi får rebet sejlene ned i løbet af morgenen, så vi nu kun sejler for dobbeltrebet store og rebet stagfok.
Dagen byder både på skægtrimning og den 6. fisk, som vi gider at hive ombord og rense. Da vi har fisk på køl fra tidligere, bliver der både kokkeret sushi og fiskepinde med tilhørende aioli. Mums filibaba. Efterfølgende til dette pragtmåltid kommer en lavine af forfriskninger: først cuba libre, dernæst vin rouge de pap, afsluttet af endnu en omgang cuba libre. Sådan er livet på Stillehavet.

Sushi og fiskepinde
Dag VIII (fredag)Nu har vi sejlet en uge - og vi er ikke engang halvvejs...
Kl. 05.45 lyder der er et 'dunk' - Bjorn er faldet ud af sin køje.
Camilla har valgt at forkæle os i dag. Vi får BLT-sandwicher (Bacon, Lettuce and Tomato) på nybagt franskbrød til frokost - yummi. Dernæst bruger vi de sidste bananer (dem som Bjorn ikke har jokket fuldstændigt til plukfisk) til banan-chokoladestykker-kage. Og til sidst får vi linsesuppe til aftensmad.
Det er også fredag og dermed dagen for fredagsmøde. Her skal vi snakke om stort og småt - og det handler primært om alkoholindtaget under sejlads denne gang. Men da det er fredag, så skal vi også have lakridser. Det bliver der sat pris på, som var det vand i Sahara.
Vi slutter aftenen af med, at vi alle ser Hobitten.

Dag 9
Og der var 7 på fisketur. Så er den syvende mahi mahi hevet ombord og renset. Den skal dog først spises i morgen, da det er Andreas, der har maddag - og han er mentalt allergisk overfor fisk.
Båd i sigte. Der er nu gået 5 siden, vi sidst så et andet skib. De sejler lige foran os. De kalder os op. De vil snakke på spansk. Så det bliver mig, der er radiomand.
-Goddag.
-Goddag.
-De fisker tun og dorado (mahi mahi).
-Vi har kun fanget dorados.
-De har været afsted i 30 dage og har 2 måneder igen.
-De har fanget 2 ton fisk.
-Vi har fanget 0,001 ton fisk.
-Ha ha.
-Vi er 6 personer ombord.
-Deres besætning er på 27.
-Vi har 3 kvinder.
-De har 0 kvinder, men de burde have nogen, som til at lave mad til dem.
-Farvel.
-Farvel.
Sådan. Det var dagens højdepunkt. Wuhu. Living la vida loca. Living on the edge.
Hov. De kalder os op igen. Denne gang tilbyder de gratis tun, som de er igang med at hive op. Vi skal bare sejle hen til dem. Men de er allerede langt væk og langt fra vores kurs. Så vi holder kursen og får ingen tunfisk denne gang.
Dagens middag består af pasta med tilhørende tomatsovs spicet op med div. dåser. Og derefter, så regnede det! På den måde, finder man også ud af, hvilke luger, der er tætte - og det er absolut ikke dem alle, da det regner direkte ned i salonen.

Dag X
Jeg har mavepine. Jeg siger nej til øl. Så må det være slemt.
Den ene fiskeline vikler sig sammen med slæbegeneratoren.
Vi får baccalao til aftensmad.
Vi spiller spil om aftenen.

Dag elleve
Det regner ganske meget.
Vi er nu halvvejs (distancemæssigt).
Mavepinen er ved at være overstået.
Det føles som om, vi har Phoebe (fra Friends) med ombord, da Karoline prøver at lære at spille guitar. (Her skulle der være rt youtube-link til et friends-klip, hvis der havde været hurtige forbindelse.)
Til aftensmad får vi thai med veggekød og kålsalat.

Dag 12
Dagen skal gå med syning af storsejl, sejl op, sejl ned, sejl op, autopilot, håndstyring, autopilot, håndstyring og madlavning.
Til middag får vi sur-sød wok kokkeret af mig! Og det smagte ikke mindre en himmelsk.
Om aftenen laver vi tiramisu til dagen derpå. Det er noget af en udfordring at lave på søen: da vi ikke har mascarpone, men flødeost; vi ikke har masala, men rom; vi ikke har kakao, men kakaodrik; vi skal piske æggehviderne stive med et defekt håndpiskeris; dernæst piske blommer med sukker; dernæst med osten; og så skal det hele gøres med en gyngende båd og uforudsigelige bølger. Så lad os bare sige, at det tog sin tid.
Juhu, første SMS fra Papa Peter.


Sejlsyning
Dag 13
Dagen, hvor både Karoline og Bjorn har fødselsdag - også på år.
Natten er fuld af vejr, så der bliver håndstyret ganske meget. Jeg bliver vækket kl. 6, da det er tid til min 2-timers vagt. På med fuldt sejlertøj, for første gang, og så ellers ud i den meget sorte morgen. Jeg håndstyrer i 1,5 time; men det er slet ikke så slemt, når man holdes tør af sejlertøjet og med selskab af fransk rapmusik. Camilla står tidligt op og bager boller og laver kaffe. Fødselsdagsbørnene skal vækkes med maner; så det bliver både med sang og truthorn - og så er der ellers morgenbord og gaver.
Vi sejler kun for dobbeltrebet store og der kommer det ene skybrud efter det andet. Mit sejlertøj er alligevel ikke vandtæt, når der kommer meget vand. Åh nej, dumme mig.
Til frokost får vi baconpandekager - Mums - og til aftensmad får vi pizza (7 styks) med efterfølgende tiramisu og kaffe med Baileys.. Tiramisuen smager helt acceptabelt.
Og sms fra Papa Peter igen. Man bliver sgu altid lidt glad indeni, når man får en melding derhjemmefra (hint hint til alle).

Tiramisu
Dag 2*7
Vi ser et skib. Vi får trænet igen, da vinden nu har løjet. Vi har ikke trænet de sidste 2 dage. Vi træner dagligt , for at holde os i gang. Dette giver også et naturligt tidspunkt på dagen at bade på; hvilket foregår med en pøs og havet.
Vi får bønnesalat til aftensmad.

Dag 15 (fredag og Norges nationaldag, 17. maj)
Norges grundlovsdag er intet mindre end en festdag i Norge. Det er det også på Seaventure, med 3 nordmænd, hvoraf 2 af dem er partypiger. Vi starter dagen med at pigerne ifører sig krigsmaling og kjoler, hvorefter vi mandfolk bliver beordret til at tage noget andet tøj på. Personligt bliver jeg beordret til at tage min ikke-så-hvide skjorte på. Dernæst har vi champagne-brunch. Dvs. røræg, bacon, nybagte boller, flødeost, nutella, frugtsalat og rosa boble-champagne.
Wuhu: SMS fra Papa Peter. Det er som om, det kun er mennesker, der hedder Peter, der ønsker at skrive til mig :O.
Maria er gået i bagemode og bager først cookies, dernæst æblekage (crumble cake) til eftermiddagskaffen, og så endnu flere cookies efter aftensmaden.
Efter vores eftermiddagskaffe og -kage, så skal vi lege lege. En kartoffel på ske og så flest gange rundt om bordet i cockpittet uden at bruge armene. Herefter skal vi så lege kimsleg, hvor vi skal gætte, hvad vi får at spise. Så voksne er vi.
Til aftensmad får vi pølser, pølsebrød, coleslaw, salat og humle. Det hele selvfølgelig hjemmelavet, pånær humlen, der er på dåse.
Vi sluttet aftenen af med at lege Mafioso, der ganske enkelt går ud på at tale for sin syge moster og overtale de andre til at dræbe en anden end en selv.
Dagen i dag, sætter vist prikken over i'et, ift. at selv Mette Blomsterberg ville definere Seaventure som Kageskibet.

Dag 16
Lørdag er dagen, hvor fredagsmødet blev afholdt.
Vi spiser tomatsuppe til frokost og får flied lice med vegge-kød til aftensmad.

Dag sytten
Dagen der består af byger og gråvejr. Vi sejler plat lens, så vi ruller hele tiden fra side til side. Genuaen er sat til styrbord, med storsejlsbommen som spilerstage, og en ekstra fok er hejst ved siden af genuaen på bagbord, som holdes af spilerstagen sjovt nok på styrbord side.
Jeg får læst i ufatteligt mange timer. Dette er egentlig, hvad meget af tiden dagligt går med - at læse og tænke...
Bjorn mener, det er tid til hans overraskelse i dag, så vi skal lege selskabsleg. Præmierne er intet mindre end saltlakrids!!!
Maria laver en drøm af en middag. Vi får sennepskotteletter i fad, med tilhørende kartoffelmos og rødvinssovs. Mums filibaba - Det smagte fremragende.

Dag XVIII
Vejret er sollella fra en let skyet himmel. Der bliver bagt morgenbrød, som altid, men vi er ved kraftigt at løbe tør for pålæg. Vi har nu kun salami og nutella tilbage.
Vores bedste besætningsmedlem klarer sig ganske godt igen. Gunnar styrer dag og nat uden brok, men når han han endelig ikke kan holde kursen, begynder han at bippe som en gal flippermaskine.
Til frokost laver jeg spaghetti-tomatsovs (ja, vi har stadig så meget tomatsovs, der udløber snart, at vi ville kunne brødføde bolsjevikkerne under 2. verdenskrig i et helt år uden problemer) og til middag bliver det tærte med diverse blandet og tilhørende grøn salat. Det er nu rimelig cool, at iceberg salat og tomater kan holde sig friskt så længe.

Dag 19
Vinden er nu helt væk. Dette ses ved, at vindmøllen ikke engang drejer rundt. Så vi hiver gang i stålspileren med ret kurs mod Pitcairn. Men intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget andet - som man siger. Vi laver bade'stop', men finder ud af, at jeg har ret i, at der er ca. 2 knob strøm. Man skal derfor svømme rimeligt stærkt for at følge med båden. (Ja, båden driver hurtigere end os. Og nej, der var ikke hajer til 12 mio. kr., der prøvede at spise os.) Jeg fandt herudover ud af, at jeg har tabt mig lidt, da jeg sprang i vandet med et hovedspring, der var lige til OL. Jeg havde kun undrbukser på. De sad åbenbart ikke så stramt om livet, som de plejede. Nå, men det er vist også kun positivt at komme af med noget af den danske velstands-vom.
Vi ser et skib set i horisonten. Jeg fatter ikke hvorfor Pi fra 'Life of Pi' ikke bare beder et alle af de skibe i Stillehavet om hjælp, i stedet for at sejle helt til Mexico. Det giver jo ingen mening...
Ingen vind betyder også ingen bølger, hvorfor vi griller (vi har lært af vores fejl) svinekotteletter og grøntsagsspid. Til dessert er der chokoladekage og gele.

Dag XX
Nattevagten, eller nærmere 'meget tidlig morgen'vagten, byder på, at jeg læser en sms fra d. 19. maj. Dvs. 3 dage efter, vi har modtaget den! Kommunikationen er ikke altid tip top på båden. Ikke desto mindre, så er beskeden fra Farbror Flemming, 'Moster' Mia og Kusine Kira, der er (var) på vej til pinsefamiliefrokost. Juhu - Der er andre end kun mennesker med navnet Peter, der har lyst til at skrive til mig.
Dagen byder på endnu mere kommunikation fra 'den virkelige verden'. Papa Peter skriver bl.a. at Danmark har vundet Melodi Grand Prix. Wuhu - Jeg kan simpelthen ikke få mine hænder ned af bare glæde og går selvfølgelig og synger vindersangen dagligt herude på den store sø. Der står også, at der er kommet dagpengeforlig i Danmark. Det må vel næsten kalde en arbejdsskade, når man får sådanne oplysninger midt ude i ingenting og faktisk bliver glad for det - så meget for at arbejde i en a-kasse - ikke desto mindre i sygeplejerskernes - og så sejle på en båd, hvor 2/6 er sygeplejersker.
Men hov, vi må ikke glemme maden. Til frokost får vi dansk tapas med tilhørende øl, hvilket er blevet standard-undskyldningen for at drikke øl, nemlig at noget er dansk - og alt, hvad der er dansk, skal der drikkes øl til. Aftensmaden består af tomatpastasuppe efterfulgt af kokosmakroner til dessert.

Dag eenogtyve (23. maj)
Hip hip hurraaaaa. I dag er det Camillas fødselsdag og vi har estimeret 1 dag tilbage til Pitcairn.
Vi har nu 24 æg tilbage - og der har endnu ikke været et eneste, der er blevet dårligt... Vi har derudover 3 tomater, 1 avokado, 1 kassava, 2 peberfrugter, nogle løg og så ellers hvidløg, ingefær, tørprodukter og konserves.
Vi starter dagen med stort fælles morgenbord. Dvs. friskbagt franskbrød med det falske smør (aka margarine), salami, nutella, mellemkogte æg, papaya, juice, kaffe og selvfølgelig gaver. Juhu; det er en hyggelig morgen.
Dagen bliver kun bedre af, at jeg får mail(!) fra Broder Mikkel.
Vi holder møde om gøremål på Pitcairn og generelle ting, der skal laves, inden vi sejler fra Tahiti. Men, vi er jo glade for mad; hvorfor mødet bliver afbrudt, for at lave spaghetti carbonara. Efter vi har spist, kan mødet fortsættes. Og vi får selvfølgelig chokoladekage til dessert om aftenen.

Dag 22
Vi har nu officielt brugt over 3 uger på åbent hav.
Vi ser land og så begynder folk ellers at gøre sig klar. Der bliver vasket toilet, trimmet skæg, lagt neglelak etc. Så kan man godt mærke, at folk er ved at være klar til at komme i land.
Vi ankommer til Pitcairn i rolig sø - sejlende for stålspiler - og kommer endelig i land.

Efter sådan en lang sejltur og et indlæg, hvor størstedelen omhandler mad, så kan man vist godt give folk ret i, at danskere lever for at spise og drikke.

Pitcairn sigte

1 kommentar:

  1. Hej Frederik
    Spændende at følge med i din færden. Er kun en lliiiiiiiiillllleeee smule misundelig. Har du en privat mail du tjekker?
    Hyg dig
    Martin Spuur

    SvarSlet