Pitcairn - definitionen på økuller

Pitcairn - Stedet, hvor kaffekoppen står stille
Så kom vi sgu til Pitcairn - En ø midt i Stillehavet, hvor der bor ca. 50 mennesker. Vejret er ganske godt, når vi ankommer, så alle har mulighed for at komme i land. Desværre må nogle sove på båden og være ankervagter - specielt fordi vejret skulle blive dårligt de næste par dage -  og man kan ikke ligefrem kalde ankerpladsen for at være i læ. Nej, ankringen føles mere som om, man sejler i stiv kuling mod vind og vejr. Dette vil også sige, at man sover med slingregrej, så man ikke falder ud af køjen.
Karoline og Bjorn får lortevagten, mens vi 4 andre flytter i land for 3 nætter. Juhuu - Fast grund under fødderne efter 22 dage på havet er nu ganske godt.
Nå, men vi er jo ikke kommet for at være kulturelle - i hvert fald ikke i starten - Nej, vi er sømaend. Så vi skal have en bar. Men det skal åbenbart ikke være så let. Nej, der skal kaldes over VHF'en for at spørge, om barejeren gider åbne baren. Den har godt nok ikke været åben i de sidste 9 måneder - Hele øen havde jo også ligget nede med influenza i januar(!) - så der var ikke så rent. Anyway: Vi fik vores øl, mens hele besætningen var i land. Samtidig er Barejeren også brugsuddeleren, så vi fik hende også overtalt til at åbne butikken mellem 2 øl. Juhu, og så var der SNICKERS!!!

Pitcairn - Adamstown

Homestaying
Der er ikke nogen hoteller eller restauranter, så man skal bo hjemme hos folk (ha, airbnb, Pitcairn er så meget mere frontløbere end jer). Camilla og jeg får lov til at bo hos Carol og Jay, mens de 2 nordmænd, Andreas og Maria, skal bo sammen med den eneste nordmands-øbo, nemlig Kari.
Vi kommer hjem til aftensmadstid og får at vide, at vi skal ud og spise. Min gode gud, tænker jeg; hvor fanden skal vi gå hen - Der er jo ingen restauranter. Men vi skal til stor fredags-familiemiddag. Eller nærmere ædegilde. Der er et langbord; fyldt med mad. Der er simpelthen så meget mad, at jeg ikke når at smage det hele. Derefter er der selvfølgelig dessertbord. Det er jo helt syge mængder af mad for min mave, der kun bliver mindre og mindre (jeg har allerede tabt 3 kilo - og har ikke fundet dem igen). Det føles ligesom at være til julefrokost i Lyngsefamilien.

Familiefredagsmiddag

Buffet

Aftenen toppes af ved, at vi så også skal øve salmer til kirken. Så hele familien (11 personer fordelt på 4 generationer), pastoren og os danskere sidder og synger om Jesus på korset.

Familiesang

Spis, æd, fortær, konsumer
Dagene efter går med at se øen og gå nogle ture. Bare det at få brugt benene lidt er som paradis, når man har frivilligt har spærret sig inde på en båd i så lang tid. Samtidig får vi ufatteligt meget god mad, da Carol åbenbart er Pitcairns Brødrene Price: Masser af god mad - stegt med masser af smør - hele tiden. Derudover har de så meget frugt og grønt, at de ikke kan nå at spise det. Så vi smovser i passionsfrugter, snack-bananer (hvilket er mit udtryk for små bananer) og papaya.
For en der er så glad for mad som mig, så er dette her jo Edens have, da jeg jo godt ved, at jeg ville se ned på Jabba the Hut, hvis jeg blev ved på denne måde. Ikke engang Meyers kantine med buffet kan konkurrere med Carol Waren - Hun serverer nemlig også mad udenfor tidsrummet 11.30-13.30.

Bounty-familien
Stort set alle beboerne er født og opvokset på Pitcairn - dog med nogle enkelte ægtefæller som tilflyttere. Og de fik først internet i 2006. Så lad os bare sige, at en del af dem havde, hvad man vist må definere som en vis form for økuller. På overfladen virker alle som om det er et stort paradis; nedenunder, er der en masser intriger; men dybest nede, så er mentaliteten, at man hjælper hinanden.
Dette opleves bl.a. når det kvartalsmæssige forsyningsskib kommer ind, dagen efter os. De skal alle hjælpes ad med at få containerne i land. Så det car ganske livsbekræftende; at se et helt samfund løfte i flok.

Longboat kommer ind med container

Alle er dog meget venlige og vi får åbenbart gjort så godt et indtryk på dem, at Andreas og jeg får (gratis) frokost den sidste dag, vi kommer i land. Det er hjemmelavet pizza - og det smager bare godt.

Drikkevand = regnvand
En øde ø midt i Stillehavet har åbenbart ikke lige så meget grundvand som det ganske danske land. Så her er alt drikkevand altså opsamlet regnvand. Dette betyder, at alle hustage er regnvandsopsamlere. Vandet løber så via tagrenderne ned i diverse gigantiske tanke. Et af husene har f.eks. 'kun' 120.000 liter drikkevandtank. Derudover kommer selvfølgelig tankene til haven. Til at sætte tingene lidt i perspektiv, så har vi ca. 1.000 liter 6 personer i en måned. Men det er også ganske stramt.
Nå, ikke desto mindre, så har de også nogen gange tørke i 6 måneder i streg, hvorfor de faktisk har brug for så store tanke.

Ankervagt
Efter 3 nætter på land, tager Camilla, Andreas og jeg ud til båden og bytter med Karoline og Bjorn. De har taget en for holdet. De har haft virkeligt dårligt vejr; ankeraflasteren har knækket 2 gange og de har hængt i den bitre ende (sidste led i ankerkæden, der er boltet fast direkte i skibets skrog). Derudover har ankerkæden været viklet om nogle sten, så de skulle dykke ned, for at få kæden løs, da de skulle omankre.
Vi får heldigvis en noget mindre oplevelsesrig 3-døgns vagt. Vi får lavet en masse tjek og reparationer på båden. Dermed er vi klar til at sejle, når vi vil. Samtidig holder vi skarpt øje med ankeret og aflasterne. Vi har nu sat 2 ankre, 80 meter kæde og 4 sikringer på, før den bitre ende.

Andreas og Bjorn på vej ud til Seaventure - inden Bjorn kæntrer

Man skal ikke altid spare, hvor man kan....

Vi prøver at spare nogle penge på selv at sejle til og fra båden med kajak og gummibåd. Den sidste dag, sejler Andreas og jeg i land med vores oppustelige kajak - Og Jay står på kajen og ser os komme surfene/roende ind med et kækt blik i øjnene.

Om eftermiddagen skal det ikke gå så let. Vi skal nu mig, Andreas, Karoline og Bjorn, deres baggage og den sidste proviant ud til båden. Bølgerne går dog ganske højt. Så vi beslutter: 2 ud med baggage og 1 ind. Andreas og Bjorn kommer ud til båden, hvorefter Bjorn kommer roende alene tilbage. I havnemundingen bryden en bølge lige bag ham og han bliver revet rundt, kæntrer og bliver kastet ind mod stenene. Hverken Bjorn eller kajakken kom noget til skade.
Dette er dog nok for longboat-kaptajnen Jay, der nu kigger meget voksent på mig og siger med en meget myndig mandsstemme, som var han min far: >>Frederik. Tror du ikke, det er bedre, at I kommer ud med longboaten og  bliver sat i der?<< Jeg svarer, at han nok har ret og tager lykkeligt imod tilbuddet.
Sådan gik det, at alle og alt kom ombord.

Næste stop: Gambier - Fransk Polynesien

PS De fleste på sådan en øde ø læser mange bøger og ser mange film/serier. Men da internettet er rocker dyrt, får de meget af det fra sejlere. Således fik jeg masser af goodwill, ved at de kunne få alle de film og serier fra min harddisk, som der nu var.
Til gengæld fik vi også fyldt op med film, serier og flere tusinde kindle-bøger. Så nu løber jeg i hvert fald ikke tør for læsestof - juhu. Og kindlen er helt fantastisk at læse på. Faktisk endnu bedre end en bog, da den vejer mindre og har indbygget lys.