torsdag den 2. maj 2013

Galapagos - Stedet hvor dyrene bestemmer

Sprogbarrierer, jagtet i havet af søløve, hajer og BILLEDER

Som man nok kan gætte, så kommer dette indlæg til at handle lidt om Galapagos. Men for at følge kronologien lidt, så starter vi i Salinas, hvor vi slap.

Alle 6 kommer ombord på båden og vi får fyldt diesel, vand og indkøbt det sidste. Indkøbet skullle dog være det helt store inden Stillehavet, så Karoline og Andreas prajer en hyrevogn til det store supermarked, hvor de praktisk talt hiver alt ned fra hylderne, så kakkelakkerne må flygte, som var de blevet set af en dansk husmor. Dette indkøbsorgie betyder også, at Karoline kommer forpustet ud til båden og siger, at Bjorn og jeg må ro ind i jollen og hente indkøbet. Nå nå. Da vi kommer ind troner Andreas på en pyramide af papkasser, som en en høvding på en tropeø. Det tager 3 ture ind og ud, med en propfyldt jolle, at få det hele transporteret ud til båden. Herefter skal alt ud af papkasser, da der kan gemme sig kakkelakæg i pappet - og vi ønsker bestemt ikke den slags husdyr.

Dagen efter får vi fikset alt det sidste, men fordi det er sådan et lille sted, så går der ikke nogen water taxis, når vi skal hjem ca. kl. 21 - efter vi alle har lavet det obligatoriske sidste internettjek inden en lang sejllads. Men der ligger nogle vandcykler på stranden. Vi får overtalt vagterne til at vi kan sejle ud med sådan en og ham. Så 5 personer på en vandcykel og så cyklede Andreas og jeg ellers, som var det slutspurten i Tour de France.
Vi sejlede en time herefter.

Det store hav
Ækvator er jo ikke bare ækvator. Nej, der ligger jo det såkaldte kalmebælte (aka stillebæltet) - Eller som Andreas måske mere kalder det: kvalmebæltet. Han var søsyg de 3 første dage, hvilket mest af alt betyder, at han hele tiden hører lydbog og hver 6 timer går hen til rælingen og spyr "ild", som var han Katla. Alt i alt betyder kalmebæltet, at der ikke er særligt meget vind, så vi hiver sejl op og ned en del gange; og sejler en del for stålspiler.
Passagen ender alt i alt med at tager 6,5 døgn, hvilket jeg beregner ud fra, at alle nåede at lave mad 1 gang. Ja, vi har maddag, så man skal lave mad hver 6 dag og dagen efter har man opvaskedag, hvor man pudsigt nok skal vaske op.

Aftensmad på havet
Land i sigte
Så kom vi endelig til Galapagos. Vi har dog ikke tilladelse til at stoppe her, så vi søger nødhavn, med begrundelsen at vi har motorproblemer. Vi får lov til at gå i land inden vi er indregistrerede. Men som alle ved, så er sømænd jævnt glade for barer, når de endelig kommer i land. Så da vores agent, havnekosten (havnemesteren), immigrationsmanden og inspektionsmanden kommer ombord, da ligner båden mest af alt et cirkus, der har været til en dansk julefrokost. Der ligger redningsveste og grej i hele cockpittet, så det skal lige ryddes, inden de kan sidde ned. Derefter kan kaptajn Bjorn ikke få slået bordet op, så de har noget at skrive på. Hele episoden bliver kun bedre af, at Camilla kommer op med latexhandsker på og en dolk i den ene hånd; fordi toilettet sjovt nok er stoppet, da nogen har prøvet at skylde en karklud ud, i ly af nattens mørke.
Men de skal jo have nogle flere oplevelser, de kære myndigheder. Så da mad-plante-mm.-inspektionsmanden kommer ned i kahytten, er dørken (gulvet) revet op, så motoren er helt fri. Han kigger ned i køleskabet, hvor nogen har kastet en håndgranet ned i de kogte ris, så de ligger tilsyneladende ikke længere i deres skål. Det er åbenbart nok for ham, for han resignerer i sin gennemgang af båden. Og stjernen på juletræet, er at Kaptajn Bjorn sidder og siger, at vores planlagte afrejsedag er d. 31. april. Det er der vel ikke noget galt med, hvis der var 31 dage i april!
Alt i alt, så får vi 20 dages ophold på Galapagos, hvor vi må tage rundt som vi vil, men båden skal blive liggende ved Puerto Ayora, Santa Cruz.
Juhu - Vi er officielt på Galapagos. (Andre både prøvede at lave det samme stunt på Isabella, men fik 1 time til at sejle igen. Galapagos er ret trætte af det trick og kæmper med at få det stoppet.)

Blue footed boobies (Isla Isabella)
Nu skal vi ud og se alle de dyr, som alle taler om, men stort set ingen har set. Andreas, Bjorn og jeg skynder os at booke en dykkertur til Rockas Gordon, mens pigerne tager en snorkeltur til San Cristobal. Dykket er helt fantastisk. Ned og svømme rundt med hammerhajer, white tip sharks, div. rokker, havskildpadder og en masse fisk. I pausen mellem de 2 dyk, får vi brød, ost, chips, juice og vand - og ikke langt fra dykkerbåden vælger en rokke (manta ray) at lave et backflip 3 gange. Så fik vi også lige lidt rokke-akrobatik at se. Andreas kom derefter ud fra toilettet - If you snooze , you loose.

Sprogbarrierer
Ja, der er der lidt af, når man vælger at sejle 3 nordmænd, 2 danskere og 1 svensker sammen. Der kommer en del "hva" og en del misforståelser opstår også. Det er tilsyneladende ikke kun os, at svenskeren Bjorn laver nogle vilde misforståelser ved. Da vi bestiger en vulkan, snakker Bjorn med en ameriansk medicinstuderende og hun fortæller lidt om sit liv.
"After college I went to Yale."
"You went to jail?"
"No I went to Yale - Y.A.L.E. - I went to university."
Så det er tilsyneladende ikke kun dansk og norsk, der kan give problemer.

Lokale regler for bøjer
På Isabella rev en rød bøje sig løs og drev på tur. De lokale vælger så at fange den og binde den fast til den nærmeste bøje, som er en grøn bøje. Dvs. Der nu står et bøje-par med 25 meter reb mellem sig. Så hvis man prøver at sejle mellem dem, som man normalt skal, så får man formentligt nogle problemer. Så meget for søkort. Næ, man skal bare være lokal.

Stolt pingvin (Isla Isabella)
Det specielle ved Galapagos er, at man kan komme sindsygt tæt på dyrene. Dvs. hammerhajerne flytter sig ikke, når man svømmer forbi dem. Der ligger øgler (iguanas) på vejen, der ikke flytter sig, så man skal passe på, at man ikke træder på dem. De har jo fuldstændigt levet for sig selv, uden nogen (eller med meget få) fjender. Så de har fuldstændigt udviklet sig i sin egen verden, hvorfor der også findes arter her, som ikke findes nogen andre steder i verden. Desværre er alle øerne vulkanøer, som ligger i et relativt koldt hav, hvorfor der ikke rigtig er nogen koraller.
Jeg tænker, at hvis udviklingen fortsætter sådan her, så kommer der forhåbenligt nogle af disse arter: Fremtidens arter.

Søløve
Ikke alle dyrene er lige venlige
Da vi var ude og snorkle i Villamil på Isabella og kommer op igen, så ligger der en søløve med 'crazy eyes' midt på broen. Jeg prøver, som den verdensmand jeg er, at komme forbi søløven, men den vælger at løbe ( måske mere humpe/halte) mod mig, som var det ringridning, hvilket medfører, jeg bliver nødt til at hoppe i havet.

Meget laaaaang sejltur foran os
Vi tager fra Galapagos i dag, d. 2. maj. Vi skal til Pitcairn, hvilket er hvor mytteristerne fra skibet Bounty tog til. Det er ca. 2850 sømil herfra. Så det kommer til at tage et sted mellem 22 og 38 dage. Vi har estimeret det til 28 dage, hvis vi sejler 4 knob (sømil pr. time), men jeg tror og håber, at vi kommer op og (gennem)snitter godt 5 knob, når vi kommer lidt syd for kalmebæltet. Men nu må vi se. Jeg har masser af bøger med - Og det er vel kun konforme mennesker, der mener, man behøver at have fast grund under fødderne hver måned.
Kryds fingre for, at vi ikke rammer en storm, vandtankene holder tætte og ikke bliver dårlige, og ingen bliver så sindsyge, at de hopper over bord en enlig nattevagt. :)

PS
Danskere er tilsyneladende meget bedre til bordfodbold end svenskere og nordmænd. Det er tilsyneladende ikke en del af deres 'studie'kultur at spille bordfodbold. Dette betyder, at jeg (ene dansker), kunne slå 1 nordmand og en svenskere sønder og sammen. Andreas har ellers studeret 4 år i Danmark, mens Bjorn kun havde spillet ca. 2 gange før.

PPS
På vores sejladser, kan man skrive til os på sejlturene: Se hvordan her. Men ingen billeder (heller ikke firma-logoer i autosignatur). Det er gratis for os at modtage dem, da de kommer som sms'er via sattelittelefonen.

Se billeder fra Galapagos her: Galapagos album nr. 1.
Jeg regner med at uploade flere senere, heriblandt en del snorkel- og dykkerbilleder.

Mig med hipsterhat (billedet taget i sidste sekund)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar